
Koldinghus, kongerne og religion
Oplev historiens vingesus i det nedbrændte kongeslot, der rejste sig som et moderne museum. Gå på opdagelse i 250 års religionshistorie på Koldinghus og i Skt. Nicolai Kirke i Kolding.
Hvad kan du opleve?
Så vidt det er muligt, begynder denne rundvisning med et besøg i Koldings store, smukke kirke, Skt. Nicolai, der i århundreder hørte under slottet. I kirken finder vi historiske spor efter Koldinghus’ imponerende lensmand, Caspar Markdanner, der formentlig var kongesøn.
Efter besøget i kirken begiver vi os til Koldinghus, hvor vi gennem slottets og kongernes historie bevæger os fra katolicisme til protestantisme og til pietisme. Hvordan har de tre religionsperioder sat spor på slottets historie?
I kommer til at høre om, hvad katolicismen har med Danmarks første universitet at gøre. Vi besøger Danmarks første kirkerum, der blev bygget til protestantisk gudstjeneste og hører, hvad Christian 3. havde med protestantismen at gøre. Kun resterne af Christian 4.s prægtige slotskirke er tilbage, men fortællingen skaber billeder, der ikke lader tvivl om kongens tro med de mange kristne symboler, der prægede kirken.
Endelig besøger vi slottets riddersal, hvor en af Danmarkshistoriens spektakulære begivenheder i Kongehuset fandt sted, da Frederik 4. forelskede sig i en adelsfrøken, som han giftede sig med. Forelskelsen førte for parret videre til pietismen, der blev en væsentlig del af deres kristne soning. Nok var kongen enevældig, men bigami var en synd, der i erkendelsen sled på dem begge. Hvordan gik det og hvad skete der?
Book en privat rundvisning