Caroline Mathilde: Rytteren – Friheden – Faldet
En dronning på flugt fra sin samtid. En sadel som omdrejningspunkt. I udstillingen inviteres publikum ind i fortællingen om en ung kvinde, der trodsede normerne – og betalte prisen.

En dronning på flugt fra sin samtid. En sadel som omdrejningspunkt. I udstillingen inviteres du ind i fortællingen om en ung kvinde, der trodsede normerne – og betalte prisen.
Caroline Mathildes sadel er en af de fornemste genstande i samlingen i De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Med den i centrum fortæller vi historien om en af Danmarks mest berømte dronninger.
Caroline Mathilde udfordrer sin samtid og bliver genstand for intens, offentlig kritik, fordi hun klæder sig og rider som en mand. Hvorfor gør hun det? Og hvorfor stejler omgivelserne? De spørgsmål stiller vi med udstillingen Caroline Mathilde: Rytteren – Friheden – Faldet.
Dronning Caroline Mathildes dramatiske liv er en stadig kilde til fascination. Sammen med sin elsker, kongens livlæge J.F. Struensee, bliver hun fanget i et farligt spil om magten, satser stort og taber alt.
Udstillingen er en nutidig iscenesættelse af fortællingen om Caroline Mathilde, der er skabt til De Kongelige Stalde på Christiansborg Slot. Det var i disse rum, at den unge dronning søgte øjeblikke af frihed fra det overvågede liv på slottet. Foruden den fornemme sadel, kan publikum også opleve en række historiske kareter fra perioden, blandt andet Dronning Juliane Maries pragtfulde forgyldte karet. Udstillingens scenografi er skabt er scenograf Simone Bartholin.
Som blot 15-årig bliver Dronning Caroline Mathilde gift med den mentalt ustabile Christian 7. Kongen er ude af stand til at regere landet.
Hans mentale tilstand skaber et tomrum midt i magtens centrum. Et tomrum, der bliver grebet af hans livlæge, J.F. Struensee, der både bliver Dronningens elsker og Kongens fortrolige. Snart overtager Struensee den reelle styring af landet. Han påvirker Kongen til at gennemføre store reformer, såsom indførelsen af trykkefriheden i 1770, hvorved censuren afskaffes.
Forholdet mellem Caroline Mathilde og Struensee bliver offentligt kendt og genstand for udbredt kritik og satire. 17. januar 1772 er Christian 7., Dronning Caroline Mathilde og Struensee til maskebal i hofteatret oven over De Kongelige Stalde. Samme nat bliver Struensee arresteret i sine gemakker på Christiansborg Slot, og Caroline Mathilde ført til Kronborg og senere landsforvist til byen Celle, hvor hun dør i 1775.
Udstillingen er tilrettelagt i De Kongelige Stalde med udgangspunkt i én enkelt genstand: Caroline Mathildes originale sadel. Den er udstillet i centrum af en sanselig og spektakulær scenografi i staldens imponerende hvælvede rum, fra det oprindelige og første Christiansborg Slot.
Blandt de fantastiske gamle kareter fra tiden kan man komme helt tæt på og lytte til sladder fra tiden om den unge dronning. Her fornemmer man, hvordan hun bryder med tidens konventioner og udfordrer den offentlige mening. Med korte intervaller fejer filmprojektioner hen over staldrummets mægtige lofthvælv. De vækker hendes vilde rideture til live og skaber en oplevelse af det øjebliks frihed, hun søgte uden for slottets faste rammer.
Dansk dronning i en herresadel
I museumsrummet ved siden af udstillingen, kan man også opleve en række sadler fra de danske konger og dronninger gennem tiden. Heriblandt Dronning Ingrids sadel fra midten af 1900-tallet, hvor det blev helt almindeligt at se en dansk dronning i en herresadel igen.
Foruden udstillingen i De Kongelige Stalde viser vi også en mindre udstilling om sporene fra Caroline Mathilde i Kongens Håndbibliotek på Christiansborg Slot. Her man kan opleve både bøger og håndskrifter fra hendes egen tid, og de mange værker der i de efterfølgende 250 år har forsøgt at forstå og fortolke hendes skæbne. Herunder både smædeskrifter og spotteviser, biografier og romaner, og ikke mindst en helt aktuel tegneseriefortælling i tre bind af den unge prisbelønnede tegneseriekunstner, Karoline Stjernfelt.
Synet på Caroline Mathilde og hendes skæbne skifter frem og tilbage gennem tiderne, men hvordan mon hun så på sig selv? Det kan publikum reflektere over, når de står foran et helt unikt spejl fra Struensees gemakker på slottet. Et spejl, som Caroline Mathilde sandsynligvis har spejlet sig i – og tænkt over hvilke signaler hun ville sende til omverdenen via sin påklædning.
Udstillingen er en markering af Caroline Mathilde i anledning af 250-året for hendes død.