Første gang på Christiansborg Slot

Første gang på Christiansborg Slot

Det kan være både overvældende og forvirrende at komme til Christiansborg Slot første gang. Hvor skal man gå hen, og hvad er egentlig forskellen på Christiansborg Slot og Folketinget? Vi har samlet svarene på en række spørgsmål lige her

Før dit besøg på Christiansborg Slot

Her kan du danne dig et overblik og få svar på dine spørgsmål før dit besøg på Christiansborg Slot

Vi anbefaler, at du begynder dit besøg på Christiansborg Slot i De Kongelige Repræsentationslokaler, som du finder på adressen Prins Jørgens Gård 5, 1218 København K. Du skal gå ind igennem den store port, der automatisk åbner sig, når du nærmer dig. Inde bag porten, skal du gå op ad den store trappe på din venstre side. Herved kommer du op i Drabantsalen, hvor du kan vise din elektroniske billet i billetsalget, der ligger i forbindelse med slotsbutikken. Vores personale kan hjælpe dig med informationer vedrørende dit besøg, hvad du kan opleve og hvordan du kommer videre rundt til de andre besøgssteder i Ruinerne under Christiansborg, Det Kongelige Festkøkken, De Kongelige Stalde og Christiansborg Slotskirke (som er åbent på udvalgte dage). Husk altid at tjekke åbningstider på forsiden af christiansborg.dk inden dit besøg, da slottet kan holde lukket i forbindelse med officielle arrangementer.

Christiansborg Slot er et stort bygningskompleks, der huser mange forskellige instanser under samme tag. En betydningsfuld del af slottet benyttes af Kongehuset til officielle arrangementer som nytårskur, statsbesøg, ambassadørmodtagelse, statsråd og audiens. Denne del af slottet er åbent for offentligheden, når det ikke er i brug af Kongehuset, og det betyder, at du er velkommen langt de fleste dage af året. Under samme tag som den kongelige del af slottet ligger også Folketinget. Hvis du ønsker at besøge statsministeriet, så skal du orientere dig på https://www.ft.dk/besoeg  

Når du træder ind i De Kongelige Repræsentationslokaler, så træder du ind på de originale bonede gulve, der benyttes ved officielle kongelige begivenheder. Grus og småsten kan hurtigt samle sig i skosålerne udefra, og når de tages med ind i lokalerne, medfører det stor slitage på de gamle gulve, og det kan de blå futter hjælpe med at beskytte imod. Derfor beder vi alle gæster om at påføre sig blå futter inden besøget. De tages af igen, når besøget i lokalerne afsluttes.

Når du går rundt i repræsentationslokalerne, må du gerne tale med dem du har med, hvis I kommer flere sammen. Men vi vil sætte pris på det, hvis du sætter mobilen på lydløs, så alle gæster kan få en god og rolig oplevelse.

Det er ikke tilladt at medbringe store og små tasker ind på slottet. Slottet har kun begrænset garderobeopbevaring, så vi anbefaler at lade de store rygsække og tasker blive hjemme.

For at passe på vores genstande og udstillinger er det desværre ikke tilladt at tage mad og drikke med på slottet.