Christian 9.s Gemak
Salen, der er tegnet af Thorvald Jørgensen, har sit navn efter Christian 9., der var den første konge i det glücksborgske dynasti og derfor også grundlæggeren. I salen er de tre første glücksborgske konger repræsenteret i malerier og buster.

Kom tæt på de Glücksborgske konger i Christian 9.s Gemak.
Velkendte motiver og ansigter
Selvom det store gulvtæppe kæmper lidt om opmærksomheden med Heinrich Dohms maleri af Christian 10., der rider over grænsen i Sønderjylland, så er Christian 9.s Gemak tæt befolket af velkendte motiver og ansigter, når du lader øjnene vandre i gemakket.
Salen, der er tegnet af Thorvald Jørgensen, har sit navn efter Christian 9., der var den første konge i det glücksborgske dynasti og derfor også grundlæggeren. I salen er de tre første glücksborgske konger repræsenteret i malerier og buster.
To vægtæpper, der er vævet på Beauvais-væverierne i Nordfrankrig, pryder væggene. Det ene viser forår ”Ver”, og det andet viser sommer ”Æstas”, og det må formodes, at der findes to gobeliner til med de resterende årstider.
Gulvtæppe, loft og marmorbuster
Gulvtæppet var en gave fra Folketinget til Dronning Margrethe 2. ved hendes 40-års regeringsjubilæum. Tæppet har Rigsvåbnet som det centrale motiv, og det farverige design har Dronning Margrethe selv bidraget til i samarbejde med kunstneren Jenny E. Hansen.
Loftet er udsmykket med en krans, der viser ordenskæden til Elefantordenen, ligesom der under loftets kant kan ses ordenskæden til Dannebrogordenen.
I rummet kan du opleve marmorbusterne af Christian 9. og Dronning Louise, som begge er udført af Nielsine Petersen. Busterne af Frederik 8. og Dronning Lovisa, Christian 10. og Dronning Alexandrine er udført af den autodidakte billedhugger, oberstløjtnant Carl Theodor Wegener.