Riddersalen

Riddersalen er slottets største sal og danner rammer om Kongehusets gallamiddage og aftenselskaber. Det er også i denne sal, at Bjørn Nørgaards smukke gobeliner hænger på væggene.

Riddersalen er slottets hjerte og den storslåede ramme om Kongehusets gallamiddage og aftenselskaber.

Bjørn Nørgaards gobeliner

På væggene fortælles 1000 års danmarkshistorie i Bjørn Nørgaards ikoniske gobeliner, som siden 2000 har prydet pragtsalen med deres farverige motiver. Gobelinerne blev skænket til H.M. Dronning Margrethe 2. i anledning af hendes 50-års fødselsdag. De blev færdige ti år senere, hvorefter Dronning Margrethe skænkede værket videre til folket.

Salen oplyses af glaslysekroner fra Murrano i Venedig, og væggene er dekoreret med gul marmorering, som gemmer på overraskelser. Det skarpe øje kan nemlig spotte motiver af både H.M. Dronning Margrethe 2. og Bjørn Nørgaard.

Slottets største sal 

Riddersalen er slottets største sal. Den er 40 meter lang, 14 meter bred og ti meter høj. Der kan dækkes op til 400 spisende gæster. Efter middagene bliver salen ofte ryddet for borde og forvandlet til et stort dansegulv.   

Hele salen er et levende, glimtende hav af farver og folk, når gæsterne danser lancier i salen.