Tronsalen
Tronsalen er en af slottets mest fornemme pragtsale, der har fået sit navn efter tronstolene, som kan ses for enden af det ovale lokale.

Det var her i Tronsalen, at H.M. Kongen på den historiske dag 14. januar 2024 ventede, inden han trådte ud på balkonen for at møde folket.
Regenten udråbes fra Tronsalens balkon
Man kan stadig fornemme stemningen fra 14. januar 2024, hvor titusindvis af danskere forventningsfuldt havde blikkene rettet mod balkonen. Inde bag dørene stod landets kommende regent og ventede på at møde folket.
Tronsalen ligger bag dørene til den balkon, hvor regenter proklameres fra. Det var her, H.M. Kongen ventede, inden han mødte folket for første gang som landets regent. Ligesom hans mor, H.M. Dronning Margrethe 2., gjorde det i 1972 og hendes far Frederik 9. i 1947.
Fra Tronsalen træder landets statsminister ud på balkonen med den kommende monark ved sin side og udråber kongen eller dronningen, når en ny regent træder til. Lige siden enevælden i 1660 har landets regeringsleder udråbt en ny konge fra slottet på Slotsholmen. Sidste gang, en regent blev udråbt, var 14. januar 2024, hvor Kongen blev udråbt til Danmarks regent af statsminister Mette Frederiksen.
Et historisk minde fra enevældens tid
Tronsalen er en af slottets mest fornemme pragtsale, og den har fået sit navn efter tronstolene, som kan ses for enden i det ovale lokale.
Selvom Kongen ikke bruger tronstolene, står de der endnu som et historisk minde fra enevældens tid fra 1660 til 1848. Kongens trone prydes af to forgyldte løver og dronningens af to forgyldte fabeldyr, som kaldes griffe. Tronstolene var lige ved at gå til i flammerne, da det andet Christiansborg Slot brændte i 1884, men heldigvis blev de reddet ud i tide.
Omkranset af grønne marmorpilastre og gyldne silketapeter modtager Kongen konger, præsidenter og ambassadører i Tronsalen, når der er statsbesøg eller nytårskur på slottet.