Bjørn Nørgaards gobeliner

1000 års danmarkshistorie
I Riddersalen på Christiansborg Slot er væggene prydet med 1000 års vævet danmarkshistorie fra vikingetiden til i dag. Gå på opdagelse blandt konger, dronninger, krigsslag, kunstneriske referencer, berømte personer, særlige begivenheder, dyr, planter og meget mere fra vores fælles, danske historie.
I 1990 fyldte H.M. Dronning Margrethe 50 år. I fødselsdagsgave modtog Dronningen 17 nye gobeliner til Riddersalen på Christiansborg Slot fra det danske erhvervsliv. Gobelinerne er designet af den danske kunstner, Bjørn Nørgaard. Hans opgave var at fortælle 1000 års danmarkshistorie med udgangspunkt i den danske kongerække. Derfor vrimler det med konger på væggene i Riddersalen i dag – men også meget andet.
Gobelinernes tilblivelse
Følg gobelinernes vej fra arbejdet begyndte til de kom op at hænge i Riddersalen
"Nutiden" er gobelinen, hvor H.M. Dronning Margrethe 2. selv spiller hovedrollen. Sammen med Prins Henrik står Dronningen midt i den danske natur.
Eva og Adam?
Selve hovedmotivet leder tankerne hen på historien om Adam og Eva. Det store træ i midten kunne være kundskabens træ fra Paradisets Have. Dronning Margrethe 2. står med et æble i hånden, som hun rækker frem mod Prinsgemalen, og til højre for Dronningens ansigt snor en slange sig om en gren. Det ser næsten ud som om, slangen hvisker noget i Dronning Margrethes øre.
Dronningen, der samlede nationen
Bjørn Nørgaard har fremstillet Dronning Margrethe med lange, smalle arme og store hænder. De store hænder er et symbol på magt – og Dronning Margrethe 2. var Danmarks regent, da gobelinerne blev skabt. De lange arme er et symbol på Dronningen som en regent, der kunne omfavne enhver i Danmark. Regenten, der var nationens samlingspunkt i over 50 år på tronen.