Forårsforedrag: Eremitageslottet i fortid og nutid

Kom til forårsforedrag på Eremitageslottet i Dyrehaven, hvor du kan opleve de indtagende rum og høre historien om det prægtige jagtslot.

Lokation
Eremitageslottet, Dyrehaven 4, 2800 Kgs. Lyngby
Dato
18. maj 2025
Varighed
Ca. to timer
Pris
275 kr.
Sprog
Dansk
Tilgængelighed
Foredraget egner sig ikke til gangbesværede eller kørestolsbrugere, da foredraget foregår i Spisesalen, som ligger på 1. sal uden elevator.
Find vej til Eremitageslottet

Kom med til forårets første foredrag på Eremitageslottet i Dyrehaven

Hvad kan du opleve?

Søndag 18. maj byder Den Kongelige Samling velkommen til årets første foredrag på Eremitageslottet.

Her kan du opleve de smukke og indtagende rum og høre et spændende og engagerende foredrag ved kunsthistoriker Claus M. Smidt om det prægtige jagtslot, der har ligget i midten af Dyrehaven i knap 300 år.

Inden foredraget byder vi på et glas vin med udsigt over Eremitagesletten og en kort tur rundt i de forskellige rum på slottet. Herefter træder du direkte ind i historien i slottets smukkeste og mest elegante rum, Spisesalen, hvor selve foredraget foregår.

Om foredraget:

Claus M. Smidt er forfatter til flere bøger om Eremitageslottet, og senest har han i 2024 udgivet den anmelderroste monografi ”Thurah” om slottets arkitekt, kgl. hofbygmester Lauritz de Thurah.

I foredraget tager Claus os med helt fra starten, da slottet blev opført til den pietistiske og byggelystne Christian 6. som et senbarokt mesterværk, der kunne tjene som aftrædelsessted, når monarken gik på jagt i Dyrehaven.

Vi følger slottets historie frem til i dag, hvor det stadig bruges ifm. kongelige arrangementer, og hvor det efter en gennemgribende restaurering fremstår næsten som i 1736, da Christian 6. trådte indenfor på sit jagtslot for første gang.