Frederik 10. – Konge af i morgen

En udstilling om en nulevende regent er et delikat forehavende, men det er lykkedes overmåde godt. (…) Udstillingen fungerer som en dannelsesroman, der viser, hvilket stof kong Frederik er gjort af, og at han meget vel kan komme til at fremstå som et nationalt pejlemærke for alt, hvad der hører engagerede mennesker til.

Hvis det lyder tørt (…), så tager du fejl. Udstillingen er et sandt eventyr, som er tilsat en masse dansk virkelighed og hverdag. (…) Udstillingen afsluttes meget passende med Frederiks sidste store folkelige begivenhed. Markeringen af tronskiftet. På en eller anden måde bliver det også udstillingens hovedattraktion. Det fungerer som udstillingens naturlige “største iagttagelses-stop”, som var det Louvres Mona Lisa.

Ved at vise de lange tv-klip tager udstillingen os helt tæt på kongen. Man fornemmer ham som menneske, hvilket understreges af de billeder, hvor han løber Royal Run, eller hvor han cykler af sted med to af sine børn på en ladcykel. Der er en glæde, varme og omsorg i de billeder, som er slående. Særligt når man har læst udstillingens indledende tekster, hvor man hører om en barndom med fjerne forældre, ensomhed, kejtethed og for megen afrettelse.

Hvad skal et museum? Hvad er fordelen ved en udstilling – ved siden af alle de mange andre fortællinger om kong Frederik i fjernsynet, i bøger, i avisernes mange spaltemillimeter? Rigtigt gættet: Det er, at den har genstandene. De objekter, der er nøje udvalgte til at fortælle den helt rigtige historie. Vi almindeligt dødelige undersåtter har ikke adgang til majestæten selv: Men vi rykker en lille bitte smule nærmere på Frederik, menneske og monark, når vi suger til os af relikviernes symbolkraft. Den tilstedeværelse in absentia har »Frederik 10. – konge af i morgen« et herligt og sikkert blik for.