Koldinghus tænder lys i vinduerne

Koldinghus tænder lys i vinduerne for sjette år i træk søndag 4. maj 2025 kl. 20.37 for at mindes årsdagen for befrielsen.

Lokation
Koldinghus
Dato
Søndag 4. maj kl. 20.37

På Koldinghus mindes vi årsdagen for befrielsen. Det gør vi ved at tænde lys i alle slottets vinduer søndag 4. maj fra kl. 20.37.

"Her er London..."

Det er 80 år siden, at danskerne klokken 20.30 satte sig foran deres radioapparater for at høre nyt fra BBC, der på dansk sendte nyheder om krigens gang i Nordeuropa. Aftenens oplæser Johannes G. Sørensen var kun nået 5 minutter ind i udsendelsen, da han fik stukket en nyhed i hånden, og efter en kort pause sagde han de berømte ord: 

“I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og Danmark har overgivet sig. Her er London, vi gentager…” 

Overalt i Danmark strømmede folk ud på gader og stræder for at fejre, at tyskerne havde overgivet sig. De forhadte mørklægningsgardiner blev hevet ned, folk satte lys i vinduerne og dermed blev lyset et symbol på frihed og fællesskab og markerede en afslutning på 5 mørke år. 

Det kan du opleve

På Koldinghus mindes vi naturligvis også årsdagen for befrielsen. Det gør vi ved at tænde lys i alle slottets vinduer fra kl. 20.37. 

Der vil ikke være adgang til museet, men der er mulighed for at nyde synet fra slotsbanken.