KONGEBARN

Vi åbner fredag 20. juni KONGEBARN - en ny permanent udstilling, der åbner døren til en rejse gennem århundreders kongelige barndom.

Lokation
Koldinghus
Dato
Fredag 20. juni 2025

Børn og voksne inviteres ind i en levende og legende fortælling om kongebørn og om de traditioner, værdier og drømme, som har formet generationer af danske prinser og prinsesser.

Mærk historien på egen krop

"Kongebarn" er skabt med en ambition om at forene leg, læring og fordybelse i et levende museumsrum, hvor museets unikke samling formidles gennem bevægelse, sansning og interaktion. Udstillingen sætter børnene i førersædet – her er det de voksne, der må bukke sig ned, mens børnene tager styringen og bliver eksperter i deres egen historie. Gennem leg og indlevelse får de mulighed for at mærke historiens vingesus på kroppen – bogstaveligt talt.

En levende fortælling om at være barn – dengang og nu

Udstillingen er inddelt i tre hovedtemaer: familie, skole og leg. Gennem sjældne og betydningsfulde genstande fra Den Kongelige Samling, interaktive elementer og sanselige oplevelser får børnene indblik i, hvordan det var at være et kongeligt barn fra Christian 4.s tid og frem til i dag.

Udstillingsåbning med gratis entré

Oplev en levende åbningsdag fra 16.30 til 19.00 med leg og oplevelser i historiske rammer – for både børn og voksne, inde på slottet og i slotsgården.

En levendegørelse af fortidens kongebørn

I "Kongebarn" kan børnene kravle, røre, opdage og udforske historien gennem sansebaserede oplevelser. Udstillingen kombinerer fysisk interaktion med digitale formidlingselementer, der gør det muligt at levendegøre fortidens kongebørn og deres verden.

Kongelig skolegang på Koldinghus

Udstillingen iscenesættes i de historiske rammer på Koldinghus, hvor Christian 4. som seksårig begyndte sin skolegang. Nu inviteres nye generationer af børn indenfor til at tage plads på skolebænken, kravle op på tronstolen og gå på opdagelse i fortiden.

Leg og læring - og bagsiden af medaljen

Kongebarn gennem tiden
Kongebarn gennem tiden

Gennem unikke genstande oplever gæsterne, hvad det vil sige at være kongebarn. Hvor Christian 4.s rejseur vidner om en skoletid præget af flid og disciplin, afslører Frederik 6.s pruttepude, at selv kongebørn morede sig med drengestreger.

Ikke kun leg og læring
Ikke kun leg og læring

Livet som kongebarn var ikke kun leg og læring. En smuk paradevugge fortæller historien om de kongebørn, der aldrig fik lov til at træde ind i de voksnes rækker.

Udstillede dødsmasker
Udstillede dødsmasker

Børnedødeligheden var en uundgåelig del af livet, og selv kongebørn var ikke forskånet. Sammen med de udstillede dødsmasker bliver de en stille påmindelse om den sorg, der fulgte med tabet – og om hvordan de små liv blev husket.

KONGEBARN
KONGEBARN

Jens Juels portræt viser den lille 7-årige prinsesse Caroline hånd i hånd med sin mor Kronprinsesse Marie.

I forbindelse med udstillingen udgiver Den Kongelige Samling og Aarhus Universitetsforlag antologien "Børn som ingen andre".

Man fødes som kongelig, men det er i høj grad også noget, man bliver gennem en målrettet opdragelses- og dannelsesindsats. "Børn som ingen andre. Træk af den kongelige barndoms historie" viser, hvordan kongehuset gennem tiden har forberedt de kongelige børn på rollen som magthavere og kulturelle forbilleder. Kongelige børn er børn som alle andre, men står samtidig over for særlige udfordringer, der har at gøre med at høre til samfundets allerøverste lag med de pligter og privilegier, som den position medfører.

Bogens kapitler repræsenterer nedslagspunkter i en historie, der fortæller, hvordan de kongelige børn er blevet opdraget og iscenesat for omverdenen. Teksterne belyser bl.a. Christian 4.s barndom og skolegang, iscenesættelser gennem malede portrætter og fotografier, hvilke bøger, de kongelige børn har ejet og læst, samt tegnekunstens betydning for opdragelsen af de kongelige børn i 1800-tallet.

Bogens afsluttende kapitel beskriver, hvordan H.M. Kong Frederik 10. og H.K.H. Prins Joachim som børn blev præsenteret for offentligheden gennem fotografier og ugebladsreportager. I bogens epilog fortæller H.M. Dronning Margrethe 2. om tilværelsen som kongeligt barn i midten af 1900-tallet.

Bogen udgives af Den Kongelige Samling og Aarhus Universitetsforlag forud for åbningen af udstillingen ”Kongebarn” på Koldinghus.

Bogen er skrevet af Jesper Munk Andersen, Nanna Claudius Bergø, Elisabeth von Buchwald, Ning de Coninck-Smith, Peter Kristiansen, Thomas Lyngby, Sebastian Olden-Jørgensen, Kristian Thomsen Purreskov, Mikael Bøgh Rasmussen, Kristoffer Schmidt og Christian Gorm Tortzen. Redaktion: Ning de Coninck-Smith, Mikael Bøgh Rasmussen, Kristoffer Schmidt og Trine Brun Petersen.

Udgivelsen er støttet af Den Kongelige Formidlingsfond af 2003.