
KONGEBARN
Børn og voksne inviteres ind i en levende og legende fortælling om kongebørn og om de traditioner, værdier og drømme, som har formet generationer af danske prinser og prinsesser.
Der er drømme, fri fantasi, leg og kongelige børneskæbner på Koldinghus’ program, når den Kongelige Samling inviterer børnefamilier indenfor i den nyåbnede udstilling ”Kongebarn”.
Om fantastiske fødselsdagsgaver, om voksenlivet, om at få venner eller søskende. Eller måske bare det helt enkle – at være mere sammen med sine forældre.
Drømme og fantasi har til alle tider været med til at forme kongelige og andre børn til de mennesker, de blev som voksne. Til den skæbne de fik.
På Koldinghus bliver drømmene i sommerferien foldet ud i børnehøjde gennem familierundvisninger, skuespil og samlehæfte.
Flyv på en rejse tilbage i tiden med den magiske guldkaret og mød prinserne Frederik og Frederik, der en dag begge bliver konger. Prinserne fortæller deres historier - om skøre søslag, vilde fødselsdagsgaver, hård opdragelse i fattige børns selskab, fraværende forældrene – og om at drømme og længes. Undervejs bliver der fanget sommerfugle, skudt med kanoner og udkæmpet drabelige dueller om småkager! Måske bliver der også tid til at drømme og bruge fantasien?
Hvornår: Mandag til fredag kl. 10.30, kl. 12.30 og kl. 14.00 i perioden 30. juni til 1. august
Hvor: Ruinsalen 1. etage
Varighed: 15-20 minutter
Pris: Gratis, når entreen er betalt | Gratis for alle under 18 år
Målgruppe: Skuespillet retter sig mod børn og børnefamilier.
Hvad har kongebørn leget gennem tiden? Hvem har opdraget dem og passet på dem, når kongen og dronningen var væk? Hvordan har kongebørn gået i skole? Hvem har bestemt, hvad de skulle være som voksne? Og hvad har de drømt om?
Med samlehæftet ”Børn som alle andre?” i hånden kan du gå på opdagelse på slottet og samle flotte klistermærker med de historiske kongebørn.
Undervejs kan du ikke bare finde små fortællinger, men også spørgsmål som kongebørnene har til DIG. Når du kommer hjem, kan du sammen med familien kigge hæftet igennem - måske er kongebørnenes oplevelser og drømme ikke så forskellige fra dine?
Hvornår: Lørdag 21. juni til søndag 10. august
Pris: Gratis, når entreen er betalt | Gratis for alle under 18 år
Målgruppe: Hæftet retter sig mod de 5-11-årige
Tag på en eventyrlig og medrivende rundvisning, når vores dygtige skuespillere levendegør fortællinger om kongelige skæbner i børnehøjde, så alle kan være med. Hør bl.a. om Leonora Christina, der måtte slå sine søskende i skolen, Frederik 7.s vilde fødselsdagssøslag, Christian 4.s, skolegang på Koldinghus uden mor og far, eller Frederik 6., som blev opdraget alene sammen med en hund og et børnehjemsbarn.
Vær opmærksom på, at der er sparsomt med plads i udstillingen, der også er et legeområde. Der kan derfor være uro og støj.
Hvornår: Lørdage og søndage
Varighed: Ca. 45 minutter
Pris: 30 kr. + entré til museet | Gratis for årskortholdere og alle under 18 år
Oplevelsen begynder med en tankevækkende introduktion til udstillingen med fokus på kongebørnenes skæbnefortællinger og udstillingens unikke genstande. Hør bl.a. om Leonora Christina, der måtte slå sine søskende i skolen, Christian 4.s, skolegang på Koldinghus uden mor og far eller historien bag de sjældne voksbuster af Frederik (6.) og børnehjemsbarnet Carl.
Herefter kan man selv udforske Kongebarn-udstillingen, hvor guiden vil være til rådighed for supplerende oplysninger. Som afslutning er der fælles opsamling med mulighed for at stille spørgsmål.
Rundvisningen retter sig mod voksne og større børn/unge.
Vær opmærksom på, at der er sparsomt med plads i udstillingen, der også er et legeområde. Der kan derfor være uro og støj.
Hvornår: Torsdage, lørdage og søndage
Varighed: Ca. 45 minutter
Pris: 30 kr. + entré til museet | Gratis for årskortholdere og alle under 18 år
Christian 4. blev som 6-årig sendt i skole på bl.a. Koldinghus, hvor han gik sammen med sin lillebror Ulrik og nogle adelsbørn. Skoledagen var fra morgen til aften og bestod af megen udenadslære samt stileøvelser, hvoraf mange er bevaret. Også boldspil, fægtning og dans samt etikette skulle den unge prins lære. Christian 4. så under skolegangen ikke sine forældre meget, og ofte var de flere dage forsinket, når de skulle komme til slottet.
Leonora Christina gik i skole med sin storesøster Sophie og andre søskende. Skolemesterens pædagogik var, at hvis en af søstrene ikke kunne deres lektier godt nok, måtte den anden søster slå. Slog pigen ikke hårdt nok, blev denne straffet af skolemesteren.
Efter eget udsagn redede Leonora Christina engang sin fransklærer fra fyring ved at kunne sine lektier bedre end sin søster.
Frederik 6. blev opdraget efter lægen Struensees ”naturmetoder”, der bestod i at lade prinsen sove i kolde rum, få koldt bad og kolde måltider. Som selskab fik han børnehjemsdrengen Karl og en hund (samt en anden dreng). De tre måtte selv klare alle uenigheder uden hjælp eller trøst fra voksne. Deres mad blev stillet på en trappe, som de måtte op ad, før hunden kom dem i forkøbet.
Caroline af Danmark var ældste datter af Frederik 6. Seks af hendes søskende døde som små og først som 13-årig fik hun en levedygtig lillesøster. Selvom hun som ældste barn var kronprinsesse, kunne hun aldrig arve riget.
Frederik 7.s mor blev sendt bort for utroskab, da han var to år gammel. Hvert år fik moren tilsendt et nyt billede af sønnen, men de så aldrig hinanden igen.
Frederiks far Christian (8.) var også meget fraværende og på lange udenlandsrejser. Han sendte dyre gaver hjem - bl.a. en riffel, der eksploderede i hænderne på Frederik og skadede ham voldsomt på hænderne. Til fødselsdage fik Frederik lov at lege søslag.