Kælderindgangen (rum A)
Skatkammeret her på Rosenborg Slot ligger i kælderen, og for at komme ned i kælderen skal du ud af slottet og ned ad trappen via porten i trappetårnet. Kældertrappen fører ned til den nordlige del af Rosenborg Slots kælder, som blev tilføjet ved udvidelsen 1613-17.

Nedgangen til Skatkammeret
Oprindeligt udgjorde kælderen en hvælvet hal med fire midterpiller af sandsten. Men den blev opdelt i de nuværende tre rum, da Christian 5. samlede Gehejmearkivet, forløberen for Rigsarkivet, her på Rosenborg i 1681. Her blev rigets traktater med fremmede magter og andre hemmelige dokumenter opbevaret. I 1720 blev arkivet flyttet, og efter nedrivningen af Københavns Slot i 1731 blev den kongelige vinkælder flyttet hertil i stedet.
Når du kommer ned ad trappen, kan du på venstre hånd se det store maleri af den blot fireårige Christian 5. Maleriet er fra 1650, malet af Karel van Mander, og viser den lille prins som nyvalgt tronfølger. Prinsen er klædt som en voksen feltherre og er omgivet af militære attributter, bl.a. salutkanoner, hvoraf nogle endog er identiske med dem, der står foran maleriet.
Grunden, til at den fireårige prins kan omtales som “nyvalgt” tronfølger, er, at enevælden først blev indført i januar 1661. Derfor skulle Kongens søn faktisk vælges af rigsrådet for officielt atblive udråbt til tronfølger. Der er ingen eksempler på, at det ikke var Kongens ældste søn, der blev valgt. Der er dog mange eksempler på utallige krav fra adelens side. Disse krav blev nedfældet i de såkaldte håndfæstninger, som Kongen ved sin kroning skulle underskrive.
Bag jerndøren allerbagest i samme rum, med årstallet 1681 påført, opbevarede Christian 5. rigets beholdning af rede mønt. Dette rum er ikke åbent for publikum, men vi kan godt afsløre, at rigets pengebeholdning ikke længere findes her.
Genstande i rummet
Står du fysisk på museet, kan du beundre de enestående genstande og læse mere om dem herunder.
Vær opmærksom på, at disse beskrivelser er korte og oftest uden billeder. De fungerer som en ekstra ressource for dem, der ønsker mere viden om hver enkelt genstand, såsom hvem der har skabt dem, deres oprindelse og betydning.