Våben og vin (rum B)
Den kongelige våbensamling blev grundlagt her på Rosenborg. Den blev dog senere flyttet til Christiansborg Slot, hvor størstedelen gik tabt under branden i 1794. Men det, der er tilbage af samlingen, opbevares i dag her i kælderen sammen med den ikoniske Rosenborgvin.

Rosenborgs våbensamling og Rosenborgvinen
Rosenborgs våbensamling
Rosenborgs våbensamling blev oprindeligt grundlagt af Frederik 3. Senere udvidede Christian 5., der havde stor interesse for våben, samlingen markant. Han sørgede bl.a. for, at de våben, han havde brugt under Den Skånske Krig 1675-79, blev bevaret. I 1700-tallet blev hovedparten af våbnene fra Rosenborgs våbensamling flyttet til Christiansborg Slot, der var Kongefamiliens hovedresidens. Størstedelen gik desværre tabt i branden i 1794, og de udstillede våben, du i dag kan se her på Rosenborg Slot, er desværre blot en flig af fordums pragt.
Hvis du stiller dig lige foran den store montre, kan du se opdelingen af våben. Til venstre ses pragtvåben, der forenede teknik med ypperligt kunsthåndværk og kostbare materialer. Pragtvåben var eftertragtede fyrstegaver i 1700-tallet. Ofte kan man i dekorationerne på disse pragtvåben se inskriptioner for både giver og modtager. Derfor ved vi i dag en hel del om, hvem der har fået hvilke pragtvåben af hvem.
Efter pragtvåbnene er karruselvåbnene samlet. At ride karrusel kom på mode ved Louis 14.’s hof i 1660’erne og vandt hurtigt popularitet ved de øvrige hoffer i Europa. At ride karrusel var en slags turnering, hvor det gjaldt om at ramme diverse genstande med forskellige våben. Dermed fik fyrsten en mulighed for både at vise sine evner som rytter og for at fremvise sine prægtige våben - ofte bar deltagerne også fantasifulde kostumer.
Efter karruselvåbnene ses krigsvåbnene, hvoraf flere har været anvendt af Christian 5. Til højre for krigsvåbnene kan du se de kongelige jagtvåben. Jagt var et privilegium, der var forbeholdt fyrster og adel, og som ofte blev iscenesat med storslåede ceremonier.
Rosenborgvinen
Hvis du stiller dig med ryggen til våbenmontren, kan du se en række store tønder af træ. Disse tønder indeholdt oprindeligt den såkaldte Rosenborgvin, der er hvidvin fra det tyske Rhinområde. De tre ældste tønder med vin er fra 1598, 1599 og 1615. Disse tre tønder blev faktisk taget af svenskerne som krigsbytte under krigen i 1659. Men undervejs til Stockholm blev vinen generobret af et dansk kaperskib. Et kaperskib var et privat skib, der med et kaperbrev udstedt af staten havde lov til at kapre fjendtlige handelsskibe.
I 1982 var de gamle træfade desværre så medtagne, at vinen blev tappet på ståltanke og flasker. Trætønderne her i kælderen er derfor tomme. Men vinen har vi endnu, og den dag i dag byder H.M. Kongen sine gæster på et glas Rosenborgvin til den traditionsrige nytårskur samt ved andre helt særlige lejligheder. Rosenborgvinen skulle efter sigende smage som en meget tør sherry.
Genstande i rummet
Står du fysisk på museet, kan du beundre de enestående genstande og læse mere om dem herunder.
Vær opmærksom på, at disse beskrivelser er korte og oftest uden billeder. De fungerer som en ekstra ressource for dem, der ønsker mere viden om hver enkelt genstand, såsom hvem der har skabt dem, deres oprindelse og betydning.
-
0
Rosenborgvinen
-
2501Hjullås-bøssepar. På løbet mærket C.L., en sækkepibe og 1596. Gave til Christian 4. ved kroningen 1596 fra Hieronymus Schlick, greve af Bassano i Böhmen. Sachsen 1596.
-
2502To hjullås-rifler. Kolberne signerede: GERDT HENNYGES ANNO 1652. Har tilhørt den norske statholder Ove Bielke. Tyskland 1652.
-
2503Hjullås-nøgle. 19. årh.?
-
2504Kort hjullås-riffel. Skæftet signeret: HK (måske Hans Kaluga) og årstallet 1632. Teschen, Schlesien ?
-
2505Hjullås-bøsse. Løbet signeret: SR. Med Frederik 2.s navnetræk og det danske våben. Sachsen, ca. 1585.
-
2506Hjullås-riffel. Løbet med mærke tilskrevet Max Wenger. Skæftet med kronet F, formentlig for kronprins Frederik (3.). Pladen med årstallet 1585 er senere tilføjet. På kolberyggen et brilleglas som sigtekorn.
-
2507Et par hjullås-rifler med Frederik 3.s kronede navnetræk. Polen ? 1655.
-
2508Hjullås-bøsse. Løbet med mærke for Søren Rasmussen, Ålborg. På låsen den udvalgte prins Christians kronede navnetræk. Ålborg 1635.
-
2509To flintelås-rifler, signeret: Lars Berrig Trundheim. På kolberne tilføjet billeder og indskrifter; minder om Christian 5.s rejse i Norge 1685. Formentlig gave til kongen ved hjemkomsten fra Norge. Trondheim, ca. 1675-80 og 1685.
-
2510Hjullås-pistolpar, låsene signeret: FP, for Francois Poumerol, Paris ? Franske, ca. 1615. På ladestokkenes dupsko bogstaverne A og C, formentlig for Anna Cathrine og Christian 4.
-
2515Christian 5.s brystharnisk med hjelm, af forgyldt messing. Skal have været anvendt ved karrusellen 1680.
-
2516Christian 5. skyder med pistol efter morian-hovedet. Del af større serie med karrusel-motiver, se nr. 770. Ca. 1680.
-
2517Turnerings-kårde med forgyldt fæste. Klingen signeret GW. Brugt af Christian 5. ved karrusellen på Gottorp Slot 1686.
-
2518Dragtkårde med fæste som siddende løve. Fæstet stemplet for Johannes Wundes, Solingen. Tyskland ca. 1640.
-
2519Dragtkårde med sølvfæste formet som Herkules med jordkloden. Klingen signeret: IOHANES TESCHE ME FECIT SOLIGEN. Tyskland ca. 1650.
-
2520Flintelås-pistolpar. Låsene signeret: I. DES GRANGES A PARIS. Med Frederik 3.s kronede navnetræk. De mange indlagte sten indikerer, at pistolerne har været brugt ved karrusel-ridning. Paris, ca. 1670.
-
2521Flintelås-pistolpar, låsene signeret: FRIDERICH OSTERMAN COPENHAGEN. Med Christian 5.s navnetræk. Har været brugt af kongen til karrusel-ridning. København, ca. 1685.
-
2522Flintelås-pistolpar, låsene signeret: THVRAINE A PARIS. På kolbekappen kronprins Christians (5.) navnetræk. Paris, ca. 1665.
-
2523Flintelås-pistolpar med elfenbensskæfter, låsene signeret: De la Haye Maestricht. Nederlandene, ca. 1675. Med Frederik 4.s navnetræk. Erhvervet af kongen i 1704.
-
2524Flintelås-pistolpar, låsene signeret: V. MARR A COPENHAGEN. Med Christian 6.s navnetræk. Beslag af perlemor. Erhvervet af Christian 6. i 1733 for 100 rigsdaler. København.
-
2525Flintelås-pistolpar, låsene signeret: VALENTIN MARR A COPENHAGEN. Kolber af valnød med beslag af forgyldt messing. Mærket med Frederik 5.s kronede navnetræk. Leveret til kongen 1756. København.
-
2530Hjullås-riffel. Med kronprins Christians (5.) navnetræk. Måske udført af Paul Nielsen Norman, København, ca. 1665.
-
2531Flintelås-riffel. Låsen signeret: PAVL NIELSEN NORMAN. Med Christian 5.s navnetræk. Anvendt af kongen i Skånske Krig. København c. 1670-75.
-
2532Flintelås-musket. Låsen signeret: THURAINE A PARIS. Anvendt af Christian 5. under Skånske krig ved belejringen af Wismar 1675. Paris, ca. 1675.
-
2533Flintelås-studser, med mærker for Lorenz Helbe, Strasbourg. Brugt af Christian 5. under Skånske krig i slaget ved Lund 1676. Strasbourg ca. 1660.
-
2534Flintelås-studser, med mærke for Heinrich Kappel. Kopi udført som erstatning for den studser Christian 5. mistede i slaget ved Lund 1676. København ca. 1680.
-
2535Hjullås-pistolpar, piberne signeret: LAZARINO COMINAZZO. Med kronprins Christians (5.) navnetræk. Antagelig udført af Paul Nielsen Norman, København, ca. 1665.
-
2536Hjullås-pistolpar. Tilskrevet Paul Nielsen Norman. Med kronprins Christians (5.) kronede navnetræk. Danmark ?, ca. 1665-70.
-
2537Hjullås-pistolpar, piberne mærket med Reinert Pasquier i Helsingør, 1623. Med den udvalgte prins Christians navnetræk.
-
2538Et par flintelås-studsere. Låsene signeret FRIDERICH OSTERMANN COPENHAGEN. Med Frederik 4.s navnetræk. Anskaffet 1715 og anvendt af kongen, når han rejste med vogn. København 1715.
-
2539Stridshammer, ca. 1575. Fra Christian 5.s bo.
-
2540Gustaf II Adolfs kårde. Klingen stemplet for Johann Tesche, Solingen. Formentlig anvendt af den svenske konge under 30-års-krigen i Tyskland. Nederlandene ca. 1620-30.
-
2541Kårde med udskåret stålfæste. Klinge fra Solingen med graverede portrætter af samtidige fyrster. Officerskårde fra 30-årskrigen, muligvis tysk, ca. 1640.
-
2542Jagtkårde, på fæstet Frederik 2.s kronede navnetræk, og hans motto MHZGA (Mein Hoffnung Zu Gott Allein) og årstallet 1584. (se nr. 2567) Bladet signeret: ANDREIS MVNSTEN fra Solingen.
-
2550Gevir fra en anskudt kronhjort, som Christian 5. 1698 gav dødsstødet. I faldet væltede den kongen, som kvæstedes.
-
2551Hjullås-riffel med krudtmagasin. Løbet signeret: Peter Kalthoff. Magasin-systemet blev patenteret allerede 1641, men kom aldrig til at virke efter hensigten. Senere forsynet med Frederik 3.s kronede navnetræk. Flensburg 1646.
-
2552Flintelås-bøsse. Løbet mærket for Lazarino Cominazzo fra Brescia, Italien. Har tilhørt Frederik 3.s dronning Sophie Amalie, der var en ivrig jæger.
-
2553Flintelås-bøsse. Låsen signeret: FRIDERICH OSTERMAN, COPENHAGEN. Med Frederik 4.s kronede navnetræk. København 1700.
-
2554Flintelås-riffel, signeret: JOHAN WINTER COPENHAGEN. Med Frederik 4.s kronede navnetræk. Formentlig mesterstykke som kongelig våbenmager. København, ca. 1720.
-
2555Flintelås-bøsse, signeret: V. MARR A COPENH. Løbet stemplet for Juan Santos, Madrid. På kolben Christian 6.s kronede navnetræk. Formentlig gave fra dronning Sophie Magdalene. København 1742. I par med nr. 2558.
-
2556Flintelås-riffel, signeret: I.M. Hoffmann a Suhl 1709. Det lille våben var oprindelig en gave til den 10-årige kronprins Christian (6.). O. 1730 fik riflen ny lås af A. Gebauer, og ved samme lejlighed monteredes en sko på kolben af læder og fløjl. Riflen blev derefter anvendt af dronning Sophie Magdalene.
-
2557Flintelås-riffel. Låsen signeret: VALENTIN MARR COPENHAGEN. Med Christian 6.s kronede navnetræk. Senere forsynet med en kolbe-sko af fløjl, måske da den blev overladt til kongens svigerdatter, kronprinsesse Louise. København 1742.
-
2558Flintelås-bøsse, signeret: V. MARR A COPENH. Løbet stemplet for Juan Santos, Madrid. På kolben Sophie Magdalenes kronede navnetræk. Formentlig gave fra Christian 6. København 1742. I par med nr. 2555.
-
2559Dobbeltløbet flintelås-bøsse. Låsen signeret VALENTIN MARR A COPENHAGEN. Med kronprins Frederiks (5.) kronede navnetræk. København ca. 1740.
-
2560Flintelås-bøsse. Låsen signeret VALENTIN MARR COPENHAGEN. Med kronprins Frederiks (V) kronede navnetræk. Et godt, nøgternt jagtvåben, der senere har været anvendt af både Christian 7. og Frederik 6. København ca. 1745.
-
2561Flintelås-bøsse, signeret: VALENTIN MARR A COPENHAGEN. Med Christian 7.s kronede navnetræk. Købt 1767 til Christian 7. for 46 rdl. København 1766.
-
2562Percussions-gevær. Signeret: PLÖSE A NEU-STRELITZ. Mærket med kronet CCMS for prinsesse Caroline Charlotte (Mariane) af Mecklenburg-Strelitz. Hun var 1841-44 gift med kronprins Frederik (7.). Utvivlsomt en gave fra prinsessen til den jagtglade kronprins. Neu-Strelitz ca. 1841.
-
2563Armbrøst med stålbue. Med Frederik 3.s kronede navnetræk. Danmark ? ca. 1650.
-
2564Armbrøst med stålbue. Formentlig gave fra hofmarskal Just Høeg til Christian 5. Danmark? ca. 1670.
-
2565To armbrøst-donkrafte, Tyskland ca. 1575.
-
2566Flintelås-riffel med hagespændlås. Låsen signeret: Heinrich Kappel. København ca. 1690-95.
-
2567Hirschfænger. På fæstet Frederik 2.s kronede navnetræk og årstallet 1585. Sammenhørende med nr. 2568, 2569 og 2542.
-
2568Hirschfænger med Frederik 2.s navnetræk og 1586 (se nr. 2567). Danmark ?
-
2569Hirschfænger med årstallet 1585 (se nr. 2567).
-
2570Hirschfænger med næsehornsfæste, udskåret som kæmpende dyr af Joh. Mich. Maucher. Tysk ca. 1650. Båret af kronprins Christian (5.) ?
-
2571Hirschfænger. Gave fra den franske konge Louis XV til Christian 7. ved besøget i Paris 1768. Fremstillet i Paris.
-
2580Flintelås-bøsse. Låsen signeret: FRIDERICH OSTERMAN COPENHAGEN. Mærket med et kronet C. Kronprins Christians (6.) første skydevåben. København ca. 1710.
-
2582Barnekårde, Skotland, ca. 1825.
-
2584Modeller af N.J. Løbnitz’ våben med nyopfundet ladesystem. Våbnene blev introduceret i den danske hær 1841, men der afsløredes hurtigt så mange fejl, at ladesystemet blev opgivet. Modellerne er fremstillet til Christian 8. ca. 1840, formentlig i forbindelse med ansøgning om fabrikation i fuld størrelse. København ca. 1840.
-
2590Krigsspil “Romere mod Afrikanere”. I alt 250 figurer af forgyldt sølv, udført til Frederik 5. som kronprins og konge. 109 af figurerne er leveret af Christopher Fabritius (II) som supplement til et ældre skakspil, udført i Augsburg o. 1700 og foræret prinsesse Sophie Hedevig af Frederik 4. Krigsspillet var en del af kronprinsens militære opdragelse, med figurerne kunne man lære strategi og overblik.
-
2601En af de såkaldt oldenborgske kårder med drevet sølvfæste. Nordtysk, 1576.
-
2602Grev Anthon Günthers kårde. Klingen signeret: CLEMENS HORN ME FECIT SOLINGEN. Typisk militærvåben fra 30-års krigen. Tysk eller Nederlandsk, ca. 1620-30.
-
2603Stangbidsel og stigbøjler til vidunderhesten “Kranich”. Ca. 1660.
-
2604Et par forgyldte jernsporer. Danmark? o. 1650.
-
2605Grev Anthon Günther ridende på vidunderhesten Kranich. Kopi efter ældre forlæg. Gouache på papir. A. Thornborg?, København c. 1765.
-
2606Medalje med vidunderhesten Kranich. Sølv. Her vises hestens kundskaber: den kan klokken, den kan springe gennem tøndebånd og den kan læse latin! Tysk ca. 1660?
-
2607Vidunderhesten Kranich. Maleri af Peter de Saint-Simon, 1644?
-
2610Prins Carls paradesværd med forgyldt fæste, besat med flækkede perler. Klingen signeret “ZZ” og “Ziegler”. Ca. 1720.
-
2611Paradesværd som foregående. Fra Frederik 4.s bo.
-
2612Frederik 4.s paradekårde med greb af guld og agat. Grebet blev bøjet da en eksplosion, under kanonstøbning på Gjethuset i 1729, slog kongen omkuld. Muligvis dansk, o. 1720.
-
2613Frederik 3.s kårde. Brobyværk 1648.
-
2614Frederik 3.s kårde med sølvindlagt jernfæste. På klingen: Peter Munich med fecit Solinge. Solingen ca. 1650.
-
2615Pragtkårde. Klingen mærket: Coulaux & Klingenthal. Mærket med kronet FCC for kronprins Frederik (7.). Kården er tegnet af Rudolphi, der stammede fra Danmark, og som i Frankrig fandt et nytænkende kunstnermiljø. Gave fra Christian 8. til sin søn kronprins Frederik (7.). Paris ca. 1840-48.
-
2680Glas, hvorpå Frederik 2. og 18 af hans politiske allierede har indridset deres navnetræk og valgsprog ved et møde i Oldenburg 1568. Glasset, der rummer tre potter øl, er beregnet som omgangsglas til en fælles skål. Normalt ville et glas blive knust, når skålen var drukket. Dette blev bevaret som et politisk dokument. Den nederste indskrift blev tilføjet 1603, måske i forbindelse med den udvalgte prins Christians dåb.
-
2681Den høje fløjte blev barokkens foretrukne type, her med diamantgraverede putti og vinranker samt et vers, der advarer mod rusens magt. Nederlandene o. 1670?
-
2682Lågpokal med papegøjer og blomster, hjembragt af Frederik 4. fra Venezia 1709. Grundformen er renæssancens tragtformede vinglas, her forlænget med stilk og låg, der tillod glaspusteren at brillere med sin kunnen.
-
2683Lågpokal af kridtglas, der er velegnet til facetslibning samt blank- og matgravering. Pokalen, der imponerer ved sin størrelse, er samlet med ved en skruegænge i foden. Böhmen o. 1700.
-
2686Vinkøler af sort kalksten med koraller.
-
2687Kronepokal, blæst på Nøstetangen, der fik eneret på at fremstille glas i Danmark-Norge 1741. Graveret med Christian 6.s monogram og våbener i København før 1744.
-
2688Karaffel, vin- og vandglas til enkelt kuvert. Typen, der blev kaldt “Hoffets munddessert”, udførtes på Nøstetangen fra o. 1750. Monogrammet LA betegner prinsesse Louise Augusta, Frederik 6.s søster.
-
2689Flasker med Rosenborgvin.
-
2690Menukort til nytårstaflet 1889, hvor der blev nydt et glas af Rosenborgvinen.