
Christian 4.
Læs mere om Christian 4.
Christian 4.s krone, der i dag er at finde i Skatkammeret under Rosenborg Slot, ser stort set ud, som den gjorde den augustdag i 1597, da Christian 4. blev kronet som regerende konge af Danmark og Norge.
Flyvende guldmønster og festfyrværkeri
Synet af den 19-årige Christian 4. iklædt sin guld- og perlebroderet kroningsdragt, og hans følge, der red igennem byen i procession til ceremonien i Vor Frue Kirke må have været imponerende. Der sprang vin fra springvandet på Amager Torv, guldmønter blev kastet i grams, og det hele endte i et stort festfyrværkeri.
Til den store begivenhed blev der bestilt en ny krone i guld med emalje, taffelsten og perler og en samlet vægt på næsten tre kilo. Kronen er åben, selvom moden dengang foreskrev en lukket krone. Men de nordiske unionskonger havde altid anvendt åbne kroner, og ved at følge sine forfædre, markerede Christian 4., at han var arvtageren til et forenet Norden.
Vilde detaljer
På kronens store takker vises den gode herskers dyder. Foran, over kongens pande, og gentaget over kongens ører, ses en pelikan, der hakker sig i brystet for at nære sine unger. Oprindeligt et sindbillede på Kristi offerdød - her et symbol på kongens pligt til med sit blod at værne sit folk. Over kongens højre hånd Fortitudo, ryttersken på løven, et symbol på kongen som krigsherre, og over venstre hånd Justitia, kvinden med sværd og vægt, kongen som øverste dommer. Over kongens nakke Caritas, moderen med et diende barn, et sindbillede på kongen som kirkens overhoved, hans kærlighed til Gud og til hans undersåtter.