Balsambøsse

Husk menneske, at du er dødelig
Det har været pikant for renæssancens dronninger at snuse dødens duft fra denne lille balsambøsse formet som et kranium. Balsambøssen er et symbol på menneskets forfængelighed og forgængelighed.
Kraniet åbnes og i baghovedet er seks små rum, hver med et lille skilt. De kan læses som: Schlag (lugtesalt), Kanelbark, Citron, Merian, Roser og Nelliker som alle mentes at have medicinske egenskaber. Bag øjnene ligger en lille svamp, som man kunne væde med en af de seks dufte, og så lod den duften komme ud gennem øjenhulerne.
Balsambøssen er lavet af guld og hvid emalje med rubiner. Den er fremstillet omkring år 1600, og har blandt andre tilhørt Frederik 3.s dronning Sophie Amalie. På kæden er fire dødningehoveder lavet af koral, samt to kronede kvindehoveder, hvis bagside er kranier. Disse såkaldte “memento mori” skulle minde ejeren om livets og tilværelsens forgængelighed.
Balsambøssen blev båret i en kæde, hængende fra bæltet. Hvis man ser nærmere på det store portræt af Ellen Marsvin, der hænger på Rosenborg, kan man se, at Christian 4.s svigermor også gik rundt med en lignende balsambøsse hængende i en kæde.
Balsambøssen er udstillet i Skatkammeret under Rosenborg Slot.