
Christian 4.s Sengekammer
Øresmykkerne samt Christian 4.s blodplettede tøj kan ses i Christian 4.s Sengekammer på Rosenborg Slot.
To af de splinter, der blev fjernet fra Christian 4.s hoved, blev indsat i et par øresmykker, som han forærede sin elskerinde gennem 14 år, Vibeke Kruse.
Kærlighedsgave til elskerinden
Under det store søslag mod svenskerne på Kolberger Heide i 1644 blev Christian 4.s flagskib ”Trefoldigheden” ramt af en bomberegn af svenske kugler. Flere af skibets mænd omkom, og Kongen selv blev ramt af flere granatsplinter. Den aldrende Christian 4. var døden nær, men hans mænd fik rusket liv i ham. Kongen var hårdt såret, og han mistede blandt andet synet på sit højre øje. To af de splinter, der blev fjernet fra Christian 4.s hoved, blev indsat i et par øresmykker, som han forærede sin elskerinde gennem 14 år, Vibeke Kruse.
Øresmykkerne er af emaljeret guld og formet som hænder, der holder splinterne fra henholdsvis en sprængt kanon og en svensk kugle. De blev efter slaget fjernet fra kongens pande og sårede øje, og er udtryk for, at Christian 4. nærede meget varme følelser for sin elskerinde. Og det til trods for at hun i begyndelsen kun var en trøst for en ulykkeligt forelsket Christian, der var blevet forladt af sin store kærlighed Kirsten Munk. Christian den 4. og Vibeke Kruse blev sammen til kongens død i 1648, fire år efter søslaget.
Besat af sit eftermæle
Faktisk er det bemærkelsesværdigt, at Christian 4. gav granatsplinterne fra sig og ikke gemte dem i sin samling af personlige krigsminder såsom det blodplettede tøj, der også var et resultat af eksplosionen. Christian 4. var nemlig besat af at opbygge sit eftermæle og samlede på fysiske minder fra sine heltegerninger.
Øresmykkerne og det blodplettede tøj kan i dag ses i Christian 4.s Sengekammer på Rosenborg Slot.