Rosenstensdiademet

En omformet kronjuvel anno 2024

H.M. Dronning Mary har i samarbejde med Den Kongelige Samling udarbejdet et nyt monteringsstel til dele af rosenstensættet – et af de fire smykkesæt blandt de danske kronjuveler.

Blev sjældent benyttet

Rosenstensættet blev skabt i 1840’erne, og består af et tungt hængesmykke og en lang kæde – en såkaldt gürtel. I samtiden var det højeste mode at bære denne type kæde om taljen, der var indsnøret i et korset.

Frem til 1. Verdenskrig blev kæden i rosenstensættet således båret om livet, men herefter gik både indsnørede kjoleliv og dertilhørende gürtler af mode. Dette medførte, at kun dele af det smukke rosenstensæt siden er blevet brugt – og det kun ved ganske få lejligheder.

Såvel Dronning Alexandrine (1879-1952. Dronning af Danmark 1912-1947) som Dronning Ingrid (1910-2000. Dronning af Danmark 1947-1972) benyttede så vidt vi ved fra kilderne ikke sættet.

H.M. Dronning Margrethe anvendte i sin regeringstid alene hængesmykket og kun ved to begivenheder. Begge gange bar Dronning Margrethe hængesmykket som corsage (broche).

Udformningen af det nye diadem

Det nye diadem er udformet som et såkaldt bandeau – et pandebånd til montering i håret bestående af en enkel række af de rosenstenslebne diamanter. Ved denne enkle form videreføres udtrykket fra gürtlen, hvor diamanterne ligeledes er monteret i en række.

Diademet er skabt ved, at der er lavet et nyt supplerende monteringsstel til rosenstensættet, der forøger smykkesættets anvendelighed og gør det muligt for Dronningen at bære kædens største diamanter i et diadem.

Samtidig er de oprindelige indfatninger og monteringer naturligvis bevaret, så det også er muligt at bære rosenstenene i sin oprindelige form, gürtlen, som den blev udformet i 1840’erne hvis indsnøret kjoleliv igen kunne blive mode.

Galleri

Unik form
Unik form

Rosenstensættet er ikke kun noget særligt på grund af de mange utroligt smukke diamanter, men også på grund af diamanternes historiske slibningsform. Foto: Iben Kaufmann

Rosenstenslibning
Rosenstenslibning

Rosenstenslibning er kendetegnet ved en flad base og 24 facetter, hvorved stenene ikke reflekterer lyset på samme måde som den mere avancerede brillantslibning med 58 facetter, der f.eks. kan ses i kronjuvelernes brillantsæt. Foto: Iben Kaufmann

Både museumsgenstand og levende kulturarv
Både museumsgenstand og levende kulturarv

Det er helt enestående, at vi her i Danmark har mulighed for at udstille de smukke kronjuveler, der ikke blot er museumsgenstande, men levende kulturarv. Foto: Iben Kaufmann

Historisk og nutidig betydning
Historisk og nutidig betydning

Med omformningen af det nye diadem indskriver Dronningen sig i historien af dronninger, der justerer kronjuvelerne, og dermed forøger brugen af disse ædelstene. Foto: Iben Kaufmann