Sophie Amalies voksbuste
Da Sophie Amalie fandt ud af, at voksbuster var højeste mode ved Solkongens hof, skulle den fashionable dronning selvfølgelig også have sådan en

Inspireret af Solkongen
Prins Jørgen tog ideen med hjem fra Paris
Under et ophold i Paris så Sophie Amalies søn, Prins Jørgen, voksbuster af den franske solkonge Louis 14. og hans elskerinde Madame Maintenon. Prins Jørgen fik derfor også lavet et voksportræt af sig selv. Da Sophie Amalie fandt ud af, at disse voksbuster var højeste mode ved den franske konges hof, skulle hun selvfølgelig også havde sådan en. Hun lod derfor straks sit ansigt og hænder støbe i gips og sendt ned til den franske skulptør Antoine Benoist i Paris.
Dronningens tøj og makeup
Resultatet som kom retur i 1670, kan du se i det mørke værelse på Rosenborg Slot. Dronningens buste er klædt i tidens moderigtige tøj. Kjolen er i hvid og lyseblå sølvbrokade med brede guld- og sølvkniplinger. Kjolen menes at være Sophie Amalies egen, men da busten blev lavet i datidens ”ideelle” mål fremfor Sophie Amalies reelle mål, er kjolen noget stor og er derfor lagt ind for at passe til voksportrættets krop.
Ansigtet er ”sminket” med fine tegninger omkring øjne og mund og har haft øjenvipper af hår. Oprindeligt havde figuren en paryk med blonde krøller, men den blev så slidt og tyndhåret, at figuren fik ny paryk af mørkebrunt menneskehår omkring 1731. Smykkerne er en blanding af slebet glas og perler i voks overtrukket med fiskeskæl-essens for at illudere perlemor.
En trendy dronning
Sophie Amalie var en dygtig dronning, der vidste, hvor meget repræsentation og stil betød for en konges omdømme. Som en af de første i Europa spottede Dronning Sophie Amalie, at kinesisk stil ville blive populært, og derfor har Rosenborg Slot i dag Europas ældste rum indrettet i kinesisk stil. Hun indførte også besøg af balletkompagnier, for det var også umådeligt populært ved de europæiske hoffer i samtiden.
Sophie Amalie døde 20. februar 1685 på slottet Sophie Amalienborg, et lystslot i barokstil, som hun lod opføre og opkaldte efter sig selv. Slottet lå nogenlunde hvor Amalienborg ligger i dag, men brændte ned i 1689.
Fotos: Kongernes Samling