✩ 9. juli 1511 ✝ 7. oktober 1571 ♔ 1534-1559

Dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg

Det er særligt Dronning Dorotheas tid som enkedronning, der har skrevet hende ind i Danmarkshistorien. Hun blev meget velhavende og satte især sit præg på Kolding, hvor hun boede.

Træd ind i historien om Dorothea – en enkedronning med magt, visioner og virke.

Tysk barndom  

Dorothea blev født som datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og hertuginde Katharine af Braunschweig-Wolfenbüttel. I 1525 blev hun gift med Hertug Christian af Slesvig-Holsten, og hun blev dronning, da Hertug Christian i 1534 blev valgt som konge, Christian 3. af Danmark-Norge.   

Tiden som enkedronning og forbindelsen til Kolding

Efter Christian 3.s død i 1559 havde Dronning Dorothea Koldinghus og Sønderborg Slot med dertilhørende godser og landområder som sit livgeding. Et livgeding er det område, en dronning fik tildelt ved sit ægteskab. Hvis kongen døde først, kunne dronningen efterfølgende leve af indtægten fra sit livgeding, og hun kunne opholde sig på de slotte, hun havde fået. Dorothea opholdt sig i sin enketid særligt på Koldinghus.

Dorothea fødte fem børn - blandt andet den senere Frederik 2. af Danmark-Norge.

Dorotheas aftryk på Koldinghus og Sønderborg Slot

På Sønderborg Slot satte Dorothea sit præg på slottet som bygning, og vi kan i dag endnu opleve det slotskapel, hun fik opført. Kapellet fik hun indrettet med to anetavler for sig selv og Christian 3. Kapellet er det ældste bevarede lutheranske fyrstekapel i Danmark. 

På Koldinghus havde Dorothea sit hof, og hun har haft stor betydning for området. Hun opførte blandt andet et saltværk, en kornmølle og en bygning til en latinskole. Hun fik også Kongen, Christian 3., til at opføre et hospital, Sct. Jørgens Hospital, som stadig ligger på Hospitalsgade i Kolding.