Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel (1729-1796) blev født som hertugdatter i Wolfenbüttel, Tyskland. Hun var datter af hertug Ferdinand Albert 2. af Braunschweig-Wolfenbüttel og Antoinette Amalie af Braunschweig. Hun voksede op i en stor søskendeflok og fik en streng opdragelse, som det var sædvanligt i mange af de mindre tyske fyrstelige familier. 

I 1752 blev hun gift med Frederik 5. og blev dermed dronning af Danmark og Norge. Ægteskabet blev indgået kort efter den populære dronning Louises død, hvilket i begyndelsen gjorde Juliane Marie mindre populær i den københavnske befolkning. 

Juliane Marie fødte i 1753 sønnen arveprins Frederik. Som dronning stod hun i skyggen af sin forgænger, men efter Frederik 5.s død i 1766 trådte hun frem som en central politisk figur. Hun blev kendt for sin modstand mod Christian 7.s livlæge, J.F. Struensee, og spillede en vigtig rolle i kuppet, der førte til hans fald i 1772. Det var f.eks. Juliane Marie der fik Christian 7. til at underskrive arrestordrerne på Struensee og hans støtter. 

Efter Struensees fald fik Juliane Marie sikret sin søn, arveprins Frederik, en plads i statsrådet, men den reelle magt lå hos Ove Høegh-Guldberg og hans Gehejmekabinet (der kan sammenlignes med nutidens statsministerium), hvor Juliane Marie også havde stor indflydelse. Denne periode, som udspillede sig i årene 1772-1784, er i eftertiden blev kendt som Guldbergregimet. Perioden var præget af konservative reformer. Juliane Marie og Høegh-Guldberg arbejdede for at vinde den stadigt voksende middelklasses gunst, og hun nød en overgang stor popularitet i befolkningen.  

Juliane Marie var en dygtig politisk aktør, men hendes magt svandt ind i 1784, da kronprins Frederik (6.), der var søn af Christian 7. og Dronning Caroline Mathilde, overtog regeringsmagten. Juliane Marie trak sig derefter tilbage til en mere stille tilværelse og døde i 1796 på Fredensborg Slot, som hun havde fået udbygget en del. Hun blev gravlagt i Roskilde Domkirke.