
Elisabeth Jerichau-Baumann
Elisabeth Jerichau-Baumann var en dansk kunstner med rødder i Polen. Hun har bl.a. malet flere portrætter af medlemmer af den danske kongefamilie i 1800-tallet.
Elisabeth Jerichau-Baumann var en dansk kunstner med rødder i Polen. Hun har bl.a. malet flere portrætter af medlemmer af den danske kongefamilie i 1800-tallet.
Fra Polen til Danmark
Elisabeth Jerichau-Baumann blev født i Warszawa i Polen i 1818, men flyttede fra landet som 19-årig. Efter et ophold i Tyskland, hvor hun gik på kunstakademiet i Düsseldorf, flyttede hun i 1845 til Rom. Her mødte hun den danske billedhugger Jens Adolf Jerichau. I 1846 giftede de sig, og tre år senere flyttede de til Danmark. Her bosatte de sig i København og fik ni børn sammen, hvoraf syv overlevede til at blive voksne.
Et utraditionelt kvindeliv
Med sin livsstil som både kunstner og mor gik Elisabeth Jerichau-Baumann op imod normerne for et kvindeliv på dette tidspunkt i 1800-tallet. I Danmark fik hun ikke anerkendelse for sine malerier i samtiden, men i Europa havde hun stor succes med både udstillinger og salg af malerier. I erindringsbøgerne Ungdomserindringer (1874) og Brogede Rejsebilleder (1881) beretter Elisabeth Jerichau-Baumann om sit liv som kvinde og kunstner.
Den kongelige forbindelse
Hun var personlig ven af den danske Dronning Louise, som var gift med Christian 9., og malede også flere malerier af det danske kongepars børn. Malerier, som man i dag kan se bl.a. på Amalienborgmuseet.