
Christian 4.
Leonora Christina var datter af Christian 4.
Højt at flyve, dybt at falde. Leonora Christina blev født som kongedatter i toppen af samfundet, men kom i konflikt med det kongehus, hun selv var født ind i. Som konsekvens sad hun i næsten 22 år fængslet i det berygtede fangetårn Blåtårn på Københavns Slot.
En kongelig barndom
Leonora Christina blev født som datter af Kirsten Munk og Christian 4. Christian 4. blev far til 23 kendte og navngivne børn - og formentlig endnu flere. Kirsten Munk fik 12 børn med Kongen, hvor Leonora Christina var nummer tre i rækken. Hun opholdt sig forskellige steder i sin barndom, bl.a. på Dalum Kloster på Fyn, hvor hendes mormor, Ellen Marsvin, boede på det tidspunkt. Frederiksborg Slot var også et af Leonora Christinas barndomshjem, hvor hun blev opdraget med flere af sine søskende. Til sine søskende havde hun ikke et nært forhold, men hun var meget tæt på sin far. Hun var bl.a. med ham på rejser og kaldte også sig selv for hans “yndlingsdatter”.
Ægteskab i samfundets top
Som niårig blev Leonora Christina forlovet med den adelige Corfitz Ulfeldt. Da hun var 15 år, blev de gift og levede på toppen af samfundet tæt på Kongen. Corfitz Ulfeldt blev ophøjet til rigshofmester, hvilket var det højeste embede i landet på den tid. Leonora Christina blev derfor byens fornemmeste frue. Hun fik undervisning i bl.a. tegning, musik og sprog og var også meget interesseret i at læse litteratur. Hun fødte mindst ti børn og var en dedikeret mor ift. tidens normer.
I fangenskab på kongens slot
Efter Christian 4.s død blev Frederik 3. og Sophie Amalie konge og dronning af Danmark. Det nye kongepar kom ikke godt overens med Leonora Christina og Corfitz Ulfeldt, og det fik store konsekvenser for Leonora Christina. Corfitz Ulfeldt blev beskyldt for at have forrådt den danske kongemagt ved bl.a. at have allieret sig med den svenske konge og stjålet penge fra den danske statskasse. Leonora Christina sad en overgang fængslet med sin mand på Hammershus på Bornholm, men de blev løsladt. Corfitz Ulfeldt døde og blev aldrig fanget igen, men det gjorde Leonora Christina. Hun blev anklaget for at have været involveret i sin mands forræderi og derfor sat i fængsel i Blåtårn på Københavns Slot i de efterfølgende næsten 22 år.
Bogen til Leonora Christinas forsvar
Da Leonora Christina blev løsladt fra fangetårnet, forlod hun straks København og flyttede til Maribo Kloster. Her skrev hun sit litterære værk, Jammers Minde, der har haft central betydning for hendes eftermæle. Bogen præsenterer hendes side af sagen, hvor hun bl.a. fremstiller sig selv og sin ægtemand som uskyldige.