Bag nogle af Christiansborg Slots mest bemærkelsesværdige genstande gemmer sig fortællinger om taknemmelighed, prestige, politiske hensigter og stærke relationer. I dette Kammer retter vi blikket mod de genstande, der er blevet skænket til kongehuset gennem tiden, og undersøger de historier og motiver, der fulgte med.
Undervejs får du et indblik i, hvordan gaver kunne fungere som mere end blot generøse gestusser – de kunne styrke bånd, markere begivenheder og formidle budskaber, som stadig kan aflæses i dag.
Kammeret er Den Kongelige Samlings nye format for dem, der elsker at gå tæt på detaljerne. Her udvælger vores museumsinspektør særlige genstande i samlingen og folder deres historie ud med faglig tyngde og stor fortællelyst.
Formatet inviterer til nørderi, hvor der er tid til refleksion, spørgsmål og små sidespring, der gør historien større, rigere og mere levende - og det giver dig mulighed for at opdage nye perspektiver på både samlingen og de historiske personer, der har givet genstandene liv og betydning.