Kongelige juletraditioner

16. november til 16. december: Kom med på en sansende juletur i Det Kongelige Festkøkken. Hør om juletraditioner i Kongehuset og del jeres egne familietraditioner! Vi ser nærmere på, hvor vores juletraditioner egentlig stammer fra.

Historisk baggrund

Kongehuset bliver ofte forbundet med gamle traditioner. De tiltales som De, Dem og Deres, har kongelige titler og meget af det, der hører kongehuset til kan virke gammeldags sammenlignet med vores hverdag. Men når det kommer til jul, er vi faktisk ikke så forskellige. For mange af os handler jul om traditioner; om det, vi har vænnet os til, og som vi har lært af vores forældre og bedsteforældre. I julen bliver vi måske alle lidt gammeldags og holder fast i den måde, vi plejer at fejre jul på.

Når kongelige har giftet sig med prinser og prinsesser fra andre lande, er nye skikke og traditioner fulgt med. Og sådan er det med traditioner og skikke. Vi inspireres af verden omkring os, og giver det en plads i vores liv og hverdag. F.eks. er det en tysk tradition at tage et grantræ ind i stuen og pynte det, og de klassiske danske juledufte og -smage er ofte fra lande langt herfra. I dag er juletræet dog blevet en fast del af julen for mange familier i Danmark, og kanel er helt normalt at have i skabet.

I dette forløb ser vi nærmere på Kongehusets traditioner, og vi hører mere om elevernes! Om de fejrer jul eller ej, så har stort set alle familier traditioner. Vi taler med klassen om traditioner og hvordan vi deler dem med hinanden. Vi undersøger også julens krydderier, hvor de kommer fra og hvad de ellers bruges til.

Til sidst hygger vi os med en gammeldags juleaktivitet: Vi laver en juleklementin med flot bånd og nelliker, som eleverne kan tage med hjem.

OBS: Vi gør opmærksom på, at dette forløb udelukkende foregår i Det Kongelige Festkøkken.

Program

  • Ankomst
  • Dagens program
  • Historiefortælling om juletraditioner
  • Øvelse: Krydderier
  • Aktivitet: Klementiner med nelliker

Før besøget

Gennemgå programmet med eleverne på forhånd.

I kan med fordel snakke med børnene om, hvad traditioner er og hvad de forbinder med jul.

Efter besøget

Test jeres juleopskrifter, som børnene fik med hjem. Følg opskrifterne og lav sjove juleaktiviteter med børnene, som I kan hygge med inden juleferien.

Praktisk information

Hvornår: Forløbet kan bookes i perioden 16. november til 16. december

Pris: 500 kr. for 60 minutter

Antal: Op til 28 elever og 2 voksne

Klassetrin: Dagtilbud og indskoling
Indholdet tilpasses holdets niveau.

Fag: Daginstitutioner: Kultur, æstetik og fællesskab & Krop, sanser og bevægelse & Kommunikation og sprog
Skole: Dansk

Læringsmål

Daginstitutioner

Børnene:

  • Udforsker med deres sanser og minder om jul (Krop, sanser og bevægelse)
  • Går i dialog og deler deres tanker om jul og traditioner (Kommunikation og sprog)
  • Får viden om kongehuset traditioner og normer omkring jul (Kultur, æstetik og fællesskab)

Indskoling

Eleverne:

  • Får viden om kongehusets traditioner og normer omkring jul
  • Erfaring i at veksle mellem at lytte og ytre sig (Dansk)
  • Deltage i dialog og dele deres tanker om jul og traditioner (Dansk)

Booking og spørgsmål

For booking, udfyld formularen.

For spørgsmål, kontakt os venligst på [email protected]