TROENS TRÅD
Ny udstilling på Koldinghus fra 4. juni til 28. november 2027.
Ny udstilling åbner på Koldinghus 4. juni 2027
Hvordan bliver en dronning, der som barn ikke brød sig så meget om håndarbejde, til en passioneret brodøse? Og hvordan finder tusindvis af farvede tråde vej ind i nogle af de mest markante kirketekstiler i Danmark, Grønland, Tyskland og England?
I udstillingen TROENS TRÅD – H.M. Dronning Margrethes kirketekstiler, der åbner på Koldinghus 4. juni 2027, kommer gæsterne tættere på H.M. Dronning Margrethes mangeårige arbejde med kirketekstiler og den kreative proces bag værkerne.
Gennem seks årtier har Dronning Margrethe skabt messehagler, bispekåber, altertekstiler og broderier til kirker over hele Rigsfællesskabet og langt uden for Danmarks grænser. Nu samles omkring 30 af værkerne for første gang på Koldinghus.
Dronningens kreative univers
Udstillingen inviterer gæsterne ind i Dronning Margrethes kreative univers, hvor tro, kunst, historie og håndværk flettes sammen. Her kan man opleve de farvestrålende tekstiler på nært hold og gå på opdagelse i de mange detaljer, symboler og fortællinger, som normalt kun ses på afstand i kirkerummet.
Undervejs følger besøgende Dronning Margrethes egen rejse. Fra de første frie broderiforsøg med Dronning Ingrids farverige tråde til arbejdet med nogle af de mest ambitiøse kirketekstiler i nyere tid. Skabt i et unikt samarbejde med Selskabet for Kirkelig Kunst. Skitser, syprøver og personlige historier giver indblik i den kreative proces, hvor idéer, eksperimenter og håndværk langsomt tager form.
Stofrester fra Dronning Margrethes eget tøj
Blandt udstillingens højdepunkter er de monumentale messehagler fra Aarhus Domkirke, de personligt broderede tekstiler til Graasten Slotskirke og værker fra Haderslev Domkirke, hvor stofrester fra Dronning Margrethes eget tøj og tekstilsamling er blevet en del af de færdige dragter. Gæsterne kan også opleve tekstiler skabt til en kirke i Grønland, hvor lokale historier og kristne symboler mødes i nye fortolkninger.
Fordybelse i liv og død, håb og kærlighed og fællesskab og tro
Udstillingen bevæger sig fra det livlige værksted i Selskabet for Kirkelig Kunst til kirkens højtidelige rum og videre ind i symbolernes verden. Her kan besøgende fordybe sig i de motiver, Dronning Margrethe igen og igen vender tilbage til: liv og død, håb og kærlighed, fællesskab og tro. I udstillingens lydstationer møder gæsterne fire markante stemmer: Kristian Leth, Jytte Vikkelsøe, Andreas Mogensen og Ivalo Olsvig. Med udgangspunkt i hver deres symbol reflekterer de over tro, kærlighed, menneskets plads i universet og forholdet mellem natur, kultur og spiritualitet. Dermed får de gamle symboler nye perspektiver og ny relevans.
I anledning af 100-års jubilæet for Selskabet for Kirkelig Kunst
TROENS TRÅD er ikke kun en udstilling om kirketekstiler. Det er fortællingen om et livslangt engagement, om kreativitet som drivkraft og om, hvordan kunst og håndværk kan skabe forbindelser mellem mennesker på tværs af generationer, steder og traditioner.
På Koldinghus kan gæsterne opleve værker, der til daglig hører hjemme i kirker fra Tasiilaq i Grønland til London, samlet i en sanselig udstilling om Dronning Margrethes kirketekstiler og hendes mangeårige arbejde med tro, kunst og håndværk.
Udstillingen TROENS TRÅD - H.M. Dronning Margrethes kirketekstiler, der vises i anledning af 100-års jubilæet for Selskabet for Kirkelig Kunst, kan ses på Koldinghus fra 4. juni til 28. november 2027.