Christian 4.
Christian 4. var søn af Frederik 2. og er med sine 52 år på tronen den næstlængst regerende monark i Danmarkshistorien. Han er især kendt for sine mange bygningsværker, såsom Rosenborg Slot, Rundetårn og Børsen.
Oplev Christian 4.s hemmelige rum og skab dine egne kakelmotiver i en kreativ workshop på Rosenborg, med historie, håndværk og et glas vin undervejs.
Kongens hemmelige rum
Bag de historiske mure på Rosenborg gemmer der sig mange hemmeligheder, og en af de mest overraskende er Christian 4.s private toilet: Et lille intimt rum, hvor væggene er prydet af smukke blåmalede kakler. Her får du et sjældent indblik i kongens private sfære og hans fascination af udsmykning og detaljer.
Til denne workshop starter vi med en introduktion til toilettet og dets historie, hvor du hører om Christian 4.s vaner, de originale kakler og hvordan dette lille rum afspejler barokkens humor og designforståelse. Vidste du for eksempel, at nogle kakler bevidst blev placeret en anelse skævt, som en påmindelse om, at kun gud er ufejlbarlig?
Lav dine egne kakler med Creative Space
Efter introduktionen starter den kreative del af workshoppen, hvor du kan lade dig inspirere af de blå mønstre og dekorere dine egne kakler.
Workshoppen afholdes i samarbejde med Creative Space, som hjælper dig igennem den kreative proces og introducerer dig til teknikkerne - så uanset om du er vant til at være kreativ, eller er helt ny i håndværket, får du gode råd og støtte til at skabe noget personligt og smukt.
Undervejs byder vi på et glas vin fra Depanneur, så du kan læne dig tilbage og nyde en afslappet og kreativ stund, imens din kakkel langsomt tager form.
Ved tilmelding accepterer du, at Den Kongelige Samling må sende dig nyhedsbreve og behandle dine oplysninger i overensstemmelse med vores Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig via linket i mailen.