Lavater - en kronprinsesses følsomme ven
Johann Caspar Lavater
På den tid, da Mozart, Rousseau, Voltaire og Goethe var blandt de fejrede kulturpersonligheder i Europa, var én af tidens største stjerner en mand, der næppe kendes af mange i dag: Den schweiziske præst Johann Caspar Lavater. Lavater nød fra 1770erne og fremefter europæisk berømmelse blandt både pietister og oplysningsfolk. Nogle af Lavaters prædikener var allerede i 1770erne oversat til dansk. Hans berømmelse skyldtes både hans store traktat i fire bind om menneskets ansigtstræk som nøgle til medfødte karaktertræk og hans indfølende, lidt naive prædikener og digte, der talte lige ind i tidens førromantiske følsomhed. Han lader desuden til at have haft en på samme tid karismatisk og indtagende personlighed, der gjorde det let for dem, der mødte ham, at synes om ham. Og han mødte rigtig mange mennesker, også i Danmark, hvor han var ligeså berømt som i resten af Europa.
En omdiskuteret kendis
Til de mere anekdotiske fortællinger om hans berømthed hører beretningen om en dansk silhuetkunstner, der kunne den berømte præsts karakteristiske profil udenad i en grad, så han af sig selv kom til at tegne den, når han tissede i sneen. Og han skrev selv i den angiveligt ”hemmelige” dagbog, som han udgav efter sit besøg i Danmark i 1793, han havde mødt en kroejer på Als, der straks genkendte ham og fortalte ham, at han hver dag læste i hans digtsamling, Liederbuch.
Lavater var en omdiskuteret person og hans nære venskaber med bl.a. Johann Wolfgang von Goethe, Friedrich Gottlieb Klopstock og Jens Baggesen endte i disses afstandtagen fra ham. Hans kreds af beundrere var dog til det sidste omfattende og han kan med rette betegnes som en stjerne i samtiden.
Da Lavater kom til Danmark blev det begyndelsen på et efter alt at dømme intenst og nært forhold mellem Kronprinsessen Marie Sophie Frederikke og præsten, som bl.a. har sig spor i den bogsamling, som hun har efterladt sig. Det vil vi se nærmere på her. Men først lidt baggrund.
Kronprinsesse Marie Sofie Frederikke
Detalje af maleri af Jens Juel i 1792, året før hun mødte Lavater. Rosenborg.
Spirtisme og følsomhed
Kronprinsparret Frederik (6.) og Marie Sophie Frederikke blev i 1790erne grebet af den i de højere samfundslag ret udbredte fascination af følsom religiøsitet iblandet mysticisme og spiritisme. For kronprinsessens vedkommende kan det have haft at gøre med de ulykkelige graviditeter og barnefødsler, der ramte parret i årene efter deres bryllup i 1790. Hun synes således at have søgt en vis trøst i den lidt sværmeriske mystik. Og her kommer Lavater ind.
Den schweiziske præst var på Grevinde Augusta Bernstorffs initiativ blevet inviteret af hendes mand, statsminister A. P. Bernstorff, for at overvære og vurdere, hvorvidt de seancer, som familien på deres slot i Gentofte holdt sammen med bl.a. Reventlow-familien og Landgreve Carl af Hessen, der var den danske kronprinsesses fader, faktisk formidlede dem en kontakt med Jesus eller i det mindste med den efter deres opfattelse endnu levende Apostel Johannes. Den illustre kreds af oplyste statsmænd og adelige tilhørte de såkaldte ”illuminati”, der opstod omkring 1780 som én af tidens mange mystiske og okkulte selskaber. I en form for from kristen spiritisme mente de, at visse udvalgte kunne se et åndeligt lys manifestere sig fysisk, som de så kunne kommunikere med som med et orakel.
Kronprinsessens far, Landgreve Carl, var illuminatforbundets præsident, kaldet ”Le national du Nord”. Han fik tilsyneladende både sin datter og sin svigersøn, Kronprinsessen og Kronprinsen, inddraget i og overbevist om hans spiritistiske forestillingers rigtighed, hvilket bl.a. førte til eksperimenter på den psykisk svage Kong Christian 7., som dog kun formåede at skræmme ham, ikke at hjælpe på hans tilstand.
De ellers nøgterne og fornuftige mennesker var i samfundet top var således dybt overbevist om sandheden af deres tro på spiritismen og ville gerne have Lavater til at bekræfte dem i deres tro. Det lykkedes ikke at overbevise ham; først nogle år senere gav han efter for troen på et spiritistisk medium og forblev siden i troen til sin død år 1800.
Minder til damerne
Mens Lavater var i Danmark kappedes især de fornemme damer om hans opmærksomhed og søgte at invitere ham til deres selskaber. Frederikke Brun og Charlotte Schimmelmann, der begge holdt litterære saloner, havde ham begge på besøg. Grevinde Schimmelmann noterede, at han hos Fru Brun var omgivet af 14 – 16 damer, der alle fik ”et Blad eller en lille Bog til Minde om ham” – blot ikke Grevinden, til hendes store fortrydelse.
Lavaters vane med at uddele ”minder” til beundrerinder udbredte sig også til Kronprinsesse Marie. I Håndbiblioteket finder vi således en række bøger og små boglignende gaver, der er givet og senere sendt til Kronprinsessen og også i Rosenborgs samling findes en lille indrammet hilsen fra ham til hende.
Størst er kærligheden
Man kan følge den lille strøm af gaver fra 1793, da han var i landet, til 1796.
Følsomhed var tidens løsen
En særlig gave var det lille, fine ”Bibliothek”, som kronprinsessen fik i gave den 29. juni 1793 - at han blot dedikerer det "An Maria von Dänemark" - uden titel - og underskriver sig "L." antyder måske den fortrolighed, der var imellem dem.
Det består af 24 små bogformede æsker med hver sit bogstav på ryggen. Det hele er sat ind i en lille grøn bogformet æske med hængsler.
Hver af de kun få centimeter store æsker indeholder et antal håndskrevne, farvelagte blade med en kort sentens, hvis centrale begreb starter med bogens bogstav.
Æsken ”L” indeholder således små kort, hvis tema er ”Liebe”, altså kærlighed.Lavaters omgang med ordet ”Liebe” var rundhåndet, ikke kun i en samling sentenser med ordet som udgangspunkt. Det forekommer næsten ligeså hyppigt som det for tiden så karakteristiske ”O!” i begyndelsen af en sætning.
Følsomhed var tidens løsen, kærlighed og ømhed var midlet mod alt ondt. Faktisk synes det, som om præsten i nogles øjne udviklede en vis krukkethed i sin blandt yngre damer meget succesfulde brug af ordet ”Liebe”.
Blandt dem, der fik nok, var den berømte danske digter Jens Baggesen, der ellers havde været en af Lavaters venner. I et satirisk epigram, kaldet Caspariade, hedder det således: ”Immer liebere, liebste Liebe! Jemehr du die Liebe Liebst, je liebende liebt dein lieblich liebender Liebling!”
I en dansk oversættelse går noget af det repetitive og morsomme af, men meningen er nogenlunde: ”Stadigt mere elskede, elskede elskede! Jo mere du elsker kærligheden, desto mere elskende elsker din elskeligt dig elskende elskede!”
Parodien er ikke helt ved siden af. Lavater kørte dybt i de samme spor og legede så meget med sine begreber, at de mistede deres styrke.
Men det gjaldt åbenbart ikke for Kronprinsessen, der, hvis man skal tage indholdet af hendes bibliotek for pålydende, bar på et ungpigehjerte, der var fuldt af længsel efter en ømhed, der hverken kunne forventes i hendes stilling eller af hendes mand, der ganske vist havde kvaliteter – men sværmeri var ikke blandt dem.
En kronprinsesse trøst
Kronprinsesse Marie fandt åbenbart trøst i den schweiziske præsts følsomme univers og skriftlige omsorg.
Liebe og Leiden
Ud over ”Bibliothek”et synes også andre af de gaver han sendte at have været tænkt som små hjælpende gestus i dagligdagen, ikke mindst i sorgen over de mistede børn og det ikke just flammende kærlighedsliv, der var hendes lod.
Et andet kerneord, der ofte genfindes i Lavaters gaver til Kronprinsessen, er da også ”Leiden” – lidelse - som i titlen på den af Lavater forærede "Handbibel für Leidende".
Lavater og Kronprinsen
Vi ved, at Lavater også mødte Kronprins Frederik (6.) ved flere lejligheder – og han fik endda lavet hans portræt.
Mødet med Kronprins Frederik satte præstens teorier om sammenhængen mellem det ydre og det indre på en alvorlig prøve. Han skriver således i sin ”hemmelige” dagbog: ”Der mødte mig et skrækkeligt syn, denne lille spinkle prins med hvide øjenbryn og albinoøjne, en hæslig skæv mund og tilmed udslet på næsen. Man havde forberedt mig med hensyn til hans ydre, men ikke nok.” Men: ”Intet skævt rammende, ufornuftigt ord udgik fra hans skæve mund! Den størst tænkelige åbenhed, djærvhed, naivitet, bravhed. […] Jeg fandt i ham en af de største menneskekendere, en religiøs mand, en alvorlig ven af den evangeliske sandhed og en hjertelig tilbeder af Kristus. […] Han er et gyseligt og et herligt menneske.”
Selv en berømt fysiognom måtte erkende, at man ikke altid kan skue hunden på hårene.