Saxo Grammaticus' Gesta Danorum (ofte kaldet Danmarks krønike) blev forfattet efter opdrag af ærkebiskop Absalon af Lund i årene omkring år 1200 og dækker tiden fra sagnkongen Dan til Knud 6.s togt mod venderne i 1185-1186, med en hovedvægt på Valdemar den Stores – og Absalons – tid (1147-1182).

Danorum Regum heroumque Historiae (Danernes kongers og heltes historier), som den fulde rettelig begynder, blev udgivet flere gange i løbet 1500- og 1600-tallet, både i Danmark og forskellige steder i udlandet.

Selvom Kongens Håndbibliotek ikke ejer alle disse tidlige udgaver findes her dog en række af de tidlige udgaver – og et enkelt, særligt eksemplar af en senere udgave.

Det er Christiern Pedersens udgave, der ligger til grund for alle senere Saxo-udgaver. Den er skrevet på et latin, der var præget af den såkaldte romerske sølvalder, altså litteraturen ved Kejser Augustus’ tid, omtrent ved Kristi fødsel.

Sproget er altså ikke middelalderlatin, som man skulle tro, men lægger sig op ad store romerske forfattere som Vergil, Ovid og Horats. Romerske historikere som Quintus Curtius, Valerius Maximus, Junianus Justinus og Martianus Capella har dannet forbillede.

Saxo-udgaven blev da også i renæssancen kendt for sit fornemme antikke latin. Den største europæiske humanist, Erasmus af Rotterdam, roste Saxos værk for dets fremragende latin og den levende og varierede fremstilling – træk, der var medvirkende til værkets europæiske succes. Og dét havde positiv effekt på Danmarks anseelse ude i verden – man var ikke længere bare en barbarisk udørk mod nord.

Værket blev da også udgivet igen af internationale lærde, således af Johannes Oporinus (Basel, 1534) og Philip Lonicer (Frankfurt an Main, 1576) – dem har vi dog desværre ikke i Håndbiblioteket. 

Vedel fik i forlængelse heraf til opdrag at udfærdige en ny Danmarkshistorie, der skulle føre Saxo op til Frederik 2.s dage, og udgav i 1579 en anden væsentlig kilde til Danmarkshistorien, Adam af Bremens krønike fra 1090.
På samme tid blev hans svigerfader, Hans Svanning, befalet at aflevere de omfattende samlinger og udkast til en Danmarkshistorie, som han siden 1550erne havde indsamlet og arbejdet på, til Københavns Universitet. Vedel, der skulle tage stafetten op fra Svanning, nåede ikke at få skrevet ret meget af sin samlede fremstilling af Danmarkshistorien, før formynderregeringen for den unge Christian 4. standsede foretagenet i 1594.
Svannings og Vedels materiale blev brugt af bl.a. historikeren, rigskansler Arild Huitfeldts Danmarks Riges Krønike (1595-1604) i og kongelig historiograf og filolog Johannes Meursius’ Historiae Danicae libri tres og Historia Danica (1631 og 1638).
Da kongelig historiograf Johannes Isacius Pontanus i 1631 i Amsterdam kunne udgive første del af sin Danmarkshistorie, Rerum Danicarum Historia, byggede den også i udstrakt grad på Saxo og via Huitfeldt på Vedel og Svanning, men med Pontanus begynder Saxos fantasifulde myter om Danernes oldtid dog at blive erstattet af andre kilder, ikke mindst de antikke romerske historikere og deres beretninger om folkene mod nord.

Den næste store Saxo-udgivelse blev Stephanus Johannis Stephanius’ kommenterede udgave, Saxonis Grammatici Historiæ Danicæ Libri XVI, trykt i Sorø, fra 1645 (1644), den første filologisk behandlede og gennemarbejdede tekstudgave af det klassiske værk.

Her blev Saxos originale latinske tekst for første gang udgivet i Danmark og for første gang blev den grundigt videnskabeligt behandlet.
Stephanius forsøgte som sine samtidige og forgængere at opdatere Danmarkshistorien, men heller ikke han nåede særlig langt det henseende.

Stephanius' plan om at samle kilderne til den ældre Danmarkshistorie blev først ca. 100 år senere virkeliggjort af Jacob Langebeks Scriptores rerum Danicarum medii ævi (1772-1878).

N. F. S. Grundtvigs Danmarks Krønike af Saxo Grammaticus, der udkom 1818-1822 blev det borgerlige århundredes Saxo, læst og udbredt som aldrig før.

Mens Saxo havde været brugt som konge- og rigshistorie siden renæssancen, blev han med de nu fremvoksende nationale romantiske strømninger genopdaget som dansk middelalderskjald, som en ufordærvet folkets stemme fra Danmarks svundne storhedstid. Denne rolle dyrkedes særlig i lyset af de katastrofale år, som indblandingen i Napoleonskrigene betød for Danmark mellem 1801 og 1814: Nederlagene i Englandskrigene, statsbankerotten og tabet af Norge. 

Saxo blev genlanceret af Adam Oehlenschläger i Digte 1803, da han fik et helt vers i digtet Et Sanct-Hansaftens Spil og fremstår som en helt, der genrejser fortids storhed med pennens magt.

Digterpræsten N. F. S. Grundtvig var ligeledes grebet af tiden begejstring for det oldnordiske og for middelalderen, og så det på samme tid som sin mission at gøre det gamle stof nutidigt, levende og relevant. Han omdøber ”Saxo Grammaticus” til ”Saxe Runemester” og ”Saga-Broder” i fortalen til sin frie oversættelse, der bærer præg af gendigtning.

Saxo bliver hos Grundtvig, som først hos Oehlenschläger og siden hos B. S. Ingemann i dennes historiske romaner fra Valdemarernes, Absalons og Saxos middelalder, en inkarnation af danskheden som den uforfalsket fremstod i de gode gamle dage. Han blev et nationalromantisk mindesmærke og samlingspunkt. Grundtvigs folkelige, danske Saxoudgave fra 1818-1820 var hjørnestenen i denne dyrkelse.

Af Grundtvigs danske Saxo-udgave findes i Håndbiblioteket et meget smukt eksemplar.

Da den svenske Kronprinsesse Lovisa i juli 1869 blev gift med den danske Kronprins Frederik (8.) modtog hun både fra hjemlandet og fra danske en lang række boggaver.

Fra kvinder i Sønderjylland (eller Slesvig), der jo kun 5 år tidligere - i 1864 -  var blevet erobret af preussiske og østrigske styrker og siden var annekteret af Preussen, fik hun et eksemplar af Grundtvigs oversættelse, prægtigt udsmykket med bind i sølvrelief og fløjl af universitetsbogbinder Daniel Louis Clément, og med en fornemt udsmykket dedikation, udført af tegneren Magnus Petersen, indsat forrest i bindet. 

Fællesskabet mellem de danske fra gammel tid, der nu var i fremmed hånd, og den nye dansker, der skulle finde sin plads i det fremmede, blev på denne måde smukt og håbefuldt markeret i en for tiden typisk, både national og fællesnordisk ånd.