Minder fra danske kolonitid

... men havde ikke desto mindre både kolonier og støttepunkter i både Amerika, Asien og Afrika.
De var forudsætningen for dobbeltmonarkiet Danmark-Norges økonomiske blomstringstid i 1700-tallet, for uden kolonierne havde den danske deltagelse i handelen med oversøiske varer ikke været mulig.

I H.M. Kongens Håndbibliotek findes en række kort og billeder fra de danske kolonier, som vi vil præsentere eksempler på her.

Da De Vestindiske Øer i 1917 blev solgt til USA blev det enden på et 245-årigt dansk kolonieventyr i Caribien.

I starten var øerne ejet af Vestindisk-guineisk Kompagni, men i 1755 overtog Kong Frederik 5. dem og de fik status af dansk kronkoloni. Den status beholdt de indtil 1917.
Dansk Vestindien var især i 1700-tallet en vigtig faktor i den danske økonomi, hvor de sammen med de danske støttepunkter på Guldkysten indgik i den indbringende trekanthandel med slaver og sukker. 

Hans Balthazar Hornbeck (1800-1870), der ud over at være De Vestindiske Øers landfysikus (læge) også stod for vigtige botaniske registreringer og indsamlinger, foretog i 1835-39 præcise opmålinger af Skt. Thomas og Skt. Jan.

Af Skt. Thomas-opmålingen har vi både et konturtegnet kort med sigtelinjer til brug for opmålingen og en beskrivelse af principperne for opmålingen fra Hornbechs hånd, samt J. Chr. Petersens rentegning af opmålingen med relief og landskabsdetaljer fra 1845; begge kortene i tryk, stukket af August Heimburger. 

Fra 1789 haves en håndtegnet plan over Skt. Croix af landmåler Balthazar Frederik von Mühlenfels (død 1807), der senere skulle blive generalguvernør og som arkitekt kom til at præge Charlotte Amalie på St. Thomas ved genopførelsen efter byens brand 1804.

Kong Christian 9. og Dronning Louise modtog – formentlig i forbindelse med deres Guldbryllup i 1892 – en pragtfuld gave fra kolonialrådene på De Vestindiske Øer. Der er tale om et fotoalbum, der i sig selv er interessant som fotografisk dokumentation af, hvordan øerne så ud på den tid. Men albummet er prægtigt udsmykket på en måde, der også gør det til en lille kunstskat i sig selv. 

Bindet er i flerfarvet skind med spænder af lak, der skal imitere koral. Og hver enkelt side er udsmykket med akvareller af øernes liv, både blandt menneskene, men også dyre- og plantelivet.

Hvem fotograf, kunstner og bogbinder til dette prægtige værk er, vides ikke. Albummet er signeret ”Ernst Bojesen, København”, formentlig den københavnske kunsthandler og forlægger, der var kendt for at samarbejde med fremtrædende billedkunstnere og stod bag så forskellige publikationer som den satirisk-humoristiske årspublikation ”Oldfux” (fortsat som ”Blæksprutten”) og et af hovedværkerne inden for dansk bogkunst, Holger Drachmanns ”Troldtøj”.

Fra 1658 til 1850 havde Danmark småkolonier på Guldkysten i Guineabugten, i det nuværende Ghana. Der var tale om en række mindre forter ved kysten med navne som Christiansborg, Fredensborg og Augustaborg, hver med et lille opland til. Forterne, der fra 1750 fik status af kronkoloni, var støttepunkter, oprettet med tilladelse fra lokale fyrster mod en årlig afgift.

Hertil bragtes slaver fra indlandet, som solgtes til danskerne og siden under rædselsfulde forhold blev skibet over Atlanterhavet til Vestindien, hvor de solgtes til sukkerplantagerne. 

Et vigtigt kort over støttepunkterne er Peter Thonnings ”Kaart over de danske Etablissementer og allierede Neger-Nationer i Guinea” fra 1802, som Håndbiblioteket ejer en kopi af fra 1818, udført af P. J. Hjort. De forskellige folks byer er angivet med farvekoder, europæiske støttepunkter er angivet med flag, og små røde kors angiver en ”mægtig Fetis som beskytter bortløbne Slaver.”
Kortets tegner, Peter Thonning, blev som ung medicinstuderende med botaniske interesser sendt til Guldkysten af Generaltoldkammeret for at undersøge mulighederne for økonomisk at udnytte de lokale planter. Han ankom i år 1800 og blev der i tre år, i hvilke han indsamlede og beskrev Guinea-kystens nytteplanter. Desuden skrev han et udkast til en historisk og geografisk beskrivelse af de med Danmark allierede områder på kysten og i baglandet. 

Kortet fra 1802 findes i en række versioner, nogle heraf i Rigsarkivet under Rentekammerets kort og tegninger (337, 26-30 + 32). Det blev løbende kopieret og revideret, bl.a. til brug for Thonning selv, der fra 1810 til 1840 arbejdede i Generaltoldkammeret med koloniadministrationen. Håndbibliotekets version af kortet er en af de fineste. 
Thonnings kort blev det mest anvendte kort over området i 1800-tallet, hvor det blev brugt i en lang række politiske og økonomiske sammenhænge helt indtil 1890erne, både i Danmark og internationalt. 

Thonnings kort blev bl.a. brugt som grundlag for et kort over floden Voltas nedre løb med to prospekter af forterne Kongenssteen og Prinsenssteen, som Philip Wrisberg sendte til Frederik 6. i 1825 med et forslag om udnyttelse af området til dansk straffekoloni med tilhørende plantager. Forslaget blev forkastet, og efterfølgende forslag til en udnyttelse af kolonierne, hele tiden med Peter Thonning som medspiller, løb til sidst ud i sandet. I 1850 blev de afrikanske kolonier endelig solgt til Storbritannien.

Danmark forsøgte tidligt at etablere sig som østasiatisk handelsnation. I 1620 oprettedes handelskolonien Tranquebar i Sydindien, i 1675 fulgte Serampore (Frederiksnagore) nær Calcutta og endelig, i 1756, Nicobarerne (Frederiksøerne) i Den bengalske Havbugts sydøstlige hjørne.

I Håndbiblioteket findes to prægtigt håndtegnet kort over Tranquebar. Det ene er Matthias Jørgen Mühldorffs kort fra 1789, det andet bygger på et kort af Mühldorff fra samme år, men er udført i en revideret version af guvernøren Peter Anker 1798.

Den lille danske koloni Serampore (også kaldet Frederiksnagore) ved Calcutta i Indien blev grundlagt som handelsstation for Asiatisk Kompagni i 1755. 

I årene 1799 og 1800 fik en lille gruppe engelske baptist-missionærer asyl i byen af dens kommandant, Ole Bie, der sympatiserede med deres ideer om kristen mission i Asien. Tre af missionærerne – præsten William Carey, bogtrykkeren William Ward and skolemanden Joshua Marshman – havde sat sig for at oversætte Bibelen til asiatiske sprog for at understøtte missionsvirksomheden.

De samarbejdede med asiatiske partnere og lykkedes med tiden med at få oversat Bibelen til hele 45 asiatiske sprog. I Serampore etablerede de en papirmølle, et støberi til tryktyper og et bogtrykkeri, så de kunne producere bibler på de mange sprog i sprogenes egne skrifter. 

Blandt de bøger, der blev produceret fra bunden i Serampore er den første kinesiske Bibel, der blev trykt med bevægelige tegn eller typer (1815-1820). Eksemplaret i Håndbiblioteket, med de tilhørende røde bogkassetter, var en gave til Frederik 6. fra Joshua Marshman, da han i september 1826 kom i audiens i København for at anmode om at måtte gøre Serampore College til universitet. Selve bøgerne er indbundet på typisk østasiatisk vis i såkaldt orientalsk hæftning.

En anden side af baptisternes missionsvirksomhed i Serampore var uddannelse. De grundlagde den første drengeskole i Bengalen i 1805 og Serampore College i 1818. I 1827 gav Frederik 6. Serampore College status af universitet, hvorved det blev det tredje universitet under den danske krone efter København og Kiel. Serampore College er Indiens ældste universitet og fungerer den dag i dag.

Careys, Wards og Marchmans oversættelse- og uddannelsesarbejde var ligeså ambitiøst, som det var succesfuldt og var med til at forvandle den lille handelsstation til et internationalt lærdoms- og publiceringscenter.

Kortet over Serampore herunder, tegnet i 1827, viser den dengang moderne by og dens institutioner, hvoraf mange var grundlagt af missionærerne. Serampore College ses gengivet for neden til venstre. På kortet ses også trykkeriet, typestøberiet og papirmøllen, placeret ved floden lige ved siden af College.