Slowlooking: Ensomhedsslottet

Oplev Eremitageslottet i et særligt langsomt tempo og lad arkitekturen træde frem på nye måder.

Photo
Lokation
Spisesalen | Eremitageslottet
Dato
Udvalgte lørdage og søndage kl. 11-12:30 & 13:30-15:00 | Se alle datoer i billetsalget
Pris
195 kr. | 155 kr. for KLUB-medlemmer og unge under 25 år

Fordybelse, nærvær og nye perspektiver midt i Dyrehavens historiske landskab.

Forundring i langsomt tempo
Træd ind i Eremitageslottets rigt udsmykkede rum og oplev dem på en måde, de færreste får mulighed for: langsomt, undersøgende og i fællesskab. Under guidens rolige rammesætning får du tid til virkelig at lægge mærke til slottets mange lag fra fine ornamenter og farver til materialer, former og skjulte detaljer, der ellers let forsvinder i et hurtigt blik.

Gennem en række simple slowlooking-teknikker arbejder vi med sansning, opmærksomhed og fordybelse. Sammen udforsker vi, hvordan du kan se mere og anderledes blot ved at sætte tempoet ned. Oplevelsen giver både plads til individuelle refleksioner og til fælles samtaler, hvor nye perspektiver kan opstå.

Et format for alle
Slowlooking kræver ingen særlige forudsætninger. Eventet henvender sig til alle, der er nysgerrige på metoden, som ønsker at udfordre deres blik, eller som ganske enkelt trænger til en pause fra den moderne verdens høje tempo. Formatet er trygt, inkluderende og legende og mange oplever, at teknikkerne kan tages med hjem og bruges i hverdagen.

Eremitageslottet: Et slot bygget til ensomhed
Midt i Dyrehavens skovlandskab rejser Eremitageslottet sig som en lille, fornem ø i stilheden. Slottet blev opført som kongens refugium, et sted væk fra hoflivets krav, ceremonier og forventninger. Her kunne han trække sig tilbage fra verden, omgivet af natur, bakker og åbne vidder.

Når der blev afholdt jagter i Dyrehaven, inviterede kongen sine gæster med op på slottet til intime måltider. Maden blev serveret via det berømte elevatorbord, så selskabet kunne spise i ensomhed uden tjenere i rummet. Det er netop dette princip, retreatet, pausen, det trukne tempo. der har givet slottet sit tilnavn: Ensomhedsslottet.

Arkitektur der åbner sig langsomt
Eremitageslottets barokke detaljer, rige farver og elegante symmetrier er skabt til både repræsentation og fordybelse. Når man giver sig tid til virkelig at se efter, træder nye lag frem: skjulte motiver, subtile rumvirkninger og håndværk, der fortæller historier om magt, jagt, ensomhed og eksklusivitet.
Slowlooking-formatet gør det muligt at opdage disse lag på egne præmisser som en sanselig, personlig rejse ind i slottets arkitektur.

Nyhedsbrev

Skriv dig op til vores nyhedsbrev og modtag alle vores spændende events direkte i din indbakke

Ved tilmelding accepterer du, at Den Kongelige Samling må sende dig nyhedsbreve og behandle dine oplysninger i overensstemmelse med vores Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig via linket i mailen.