Slowlooking: Bjørn Nørgaards gobeliner
Oplev kunsten på en helt ny måde. Deltag i slowlooking i Riddersalen og fordyb dig i Bjørn Nørgaards gobeliner – med tid, ro og guidede teknikker.
Oplev Rosenborg efter lukketid, når vi sænker tempoet og skærper blikket. Sammen udforsker vi rummenes former, farver og fortællinger, og opdager detaljer, der ellers forsvinder i farten.
Hvad er slowlooking?
Slowlooking handler om at sætte tempoet ned, så øjet får tid til at undersøge og forstå det, vi står overfor. Med enkle teknikker skærper vi opmærksomheden og giver plads til at opdage de mange detaljer, som ofte forsvinder i farten.
På Rosenborg betyder det, at arkitekturens lag, fra former og farvespil til materialer og ornamentik, får lov at træde tydeligt frem og åbne for nye tolkninger.
En måde at opleve rum på
Gennem små, guidede øvelser undersøger vi samspillet mellem helhed og detalje i slottets sale og kamre. Vi arbejder med fokus, stilhed og skiftende blikretninger, der giver rummet tid til at folde sig ud.
Øvelserne er lette at følge og kan bruges i din egen hverdag både på museer og alle andre steder, hvor du ønsker at se mere ved at sænke farten.
En unik oplevelse på Rosenborg Slot
Arrangementet finder sted efter normal lukketid, så du får mulighed for at opleve slottet i et helt særligt rum af ro og nærvær. Når de ydre forstyrrelser forsvinder, opstår en intensitet i oplevelsen, der sjældent kan mærkes i dagtimerne.
For alle nysgerrige og åndehuls‑søgende
Slowlooking kræver ingen særlige forkundskaber. Du kan være kreativ, nysgerrig, erfaren eller ny i metoden eller blot have lyst til en pause fra hverdagens tempo.
Atmosfæren er tryg og inkluderende, og guiden faciliterer en balance mellem stille fordybelse og korte refleksioner i fællesskab. Oplevelsen er både individuel og social og helt i øjenhøjde.
Ved tilmelding accepterer du, at Den Kongelige Samling må sende dig nyhedsbreve og behandle dine oplysninger i overensstemmelse med vores Privatlivspolitik. Du kan til enhver tid afmelde dig via linket i mailen.