Dronning Alexandrines safirsmykke
Da Hertuginde Alexandrine i 1898 giftede sig med Prins Christian, den senere Kong Christian 10., modtog hun et fornemt safirsmykke i brudegave.
I 2024, mere end 125 år efter, blev smykket en del af Den Kongelige Samling.
Med erhvervelsen sikrede museet en vigtig fortælling om det danske kongehus samtidig med, at en særlig tradition tilknyttet smykket kan leve videre.
En tradition om løbende tilpasninger og justeringer, som i samarbejde med H.M. Dronningen igen er vakt til live og som sikrer, at Dronning Alexandrines safirsmykke som unikt smykke og enestående tradition er ført sikkert ind i det 21. århundrede. Resultatet er, at Dronning Alexandrines safirsmykke efter mere end 80 år igen kan bæres af en dansk dronning.
Nyt liv
I samarbejde med Den Kongelige Samlings konservator kom smykkedesignerne frem til en løsning, der giver smykket nyt liv uden at miste fokus på bevaring.
Et smykke og en tradition får nyt liv
Da Den Kongelige Samling erhvervede safirsmykket i 2024, opstod en sjælden mulighed for at videreføre en kongelig tradition: at tilpasse historiske smykker til samtidens brug uden at miste deres historie.
Et vigtigt pejlemærke ved videreførelse af denne særlige tradition har været, at alle ændringer skulle være fuldt reversible. Smykkets historiske fatninger er derfor bevaret, samtidig med at det har fået nye anvendelsesmuligheder i form af en række nye monteringsformer.
Forud for dette arbejde har Den Kongelige Samling kortlagt smykkets komplekse historie. På den baggrund blev der i tæt dialog med H.M. Dronningen indledt et samarbejde med smykkekunstnerne Diana og Hanan Emquies Holstein, der blev overdraget opgaven at give et bud på, hvordan smykket i det 21. århundrede kunne udformes med respekt for historien og med blik for en nutidig anvendelse.
Et smykke, der kan bæres på fire forskellige måder
Stort collier med forskellige monteringsformer
Tre generationer af kongelige kvinder
Siden den senere Dronning Alexandrine modtog smykket i 1898 har safirsmykket været båret af tre generationer og flere gange undervejs blevet omformet og tilpasset forskellige tiders smag og behov.
Safirsmykkets historie frem til 2024 er knyttet til:
- Dronning Alexandrine (1898-1933)
- Arveprinsesse Caroline Mathilde (1933-1962, bærer til 1995)
- Grevinde Anne Dorte af Rosenborg (1997-2014)
Gennem de tre generationer er smykket blevet tilpasset skiftende modeidealer og anvendelser samtidig med at de karakteristiske safirer og åbne kranse er blevet bevaret.
Dronning Alexandrines brudegave
Safirsmykkets historie begynder i april 1898. Ved sit bryllup modtog den nygifte Prinsesse Alexandrine af Danmark, født Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin, et fornemt safircollier i brudegave fra det russiske kejserpar, Kejser Nikolaj 2. og kejserinde Alexandra Feodorovna.
Smykket bestod formentlig af otte ovale og diamantomfattede safirled og otte diamantbesatte kranse med indfaldne dråber. Det blev sandsynligvis fremstillet af det svensk-russiske juvelerfirma Bolin.
Der findes desværre kun få beskrivelser af smykket og ingen identificerede billeder fra denne periode. I forbindelse med brylluppet omtalte en avis det som:
"et Halsbaand med Diamanter og Saphirer".
Arveprinsesse Caroline Mathildes brudegave
I 1933 forærede Dronning Alexandrine safirsmykket i brudegave til sin yngste søn Prins Knuds hustru, Prinsesse Caroline Mathilde, senere Arveprinsesse Caroline Mathilde.
Forud for overdragelsen blev smykket omarbejdet til et kombinationssmykke med nye monteringsformer og anvendelsesmuligheder tilpasset tidens smag. Blandt andet blev det nu muligt at bære smykket som diadem.
Diademet blev udformet som et såkaldt bandeau, et stiliseret pandebånd båret fremme i panden. I 1930'erne var det moderne at bære diademer på denne måde.
Ud af to diamantbesatte kranse og et ovalt safirled blev et nyt topstykke samtidig skabt. Topstykket dannede centrum i Arveprinsesse Caroline Mathildes bandeau.
Vi ved ikke, hvilken guldsmed der stod for omformningen, men i en avisomtale af brylluppet i 1933 beskrives smykket som:
"Et gammelt Brillantsmykke [...]. Det kan bruges baade som Diadem og som Collier".
Et nyt diadem til en ny tid
I årtierne efter Anden Verdenskrig ændrede moden sig markant. Diademer blev nu båret højt i håret frem for fremme i panden, og omkring 1960 valgte Arveprinsesse Caroline Mathilde derfor at få safirsmykket omformet endnu en gang.
Arbejdet blev denne gang udført af hofjuveler Michelsen, som skabte et nyt monteringsstel, der gav diademet en højere og mere kompakt form. Smykkets enkelte dele blev bevaret, men monteret på ny.
Efter denne omformning blev safirsmykket udelukkende brugt som diadem. De tidligere muligheder for også at bære det som halssmykke forsvandt.
I 1963 omtalte Arveprinsesse Caroline Mathilde smykket som:
"Dette Diadem tilhører Prins Christian. Det russiske Safirdiadem".
Senere blev smykket foræret til Grevinde Anne Dorte af Rosenborg, svigerdatter til Arveprinsesse Caroline Mathilde, som også bar det som diadem ved flere lejligheder.
I 2018, fire år efter Grevinde Anne Dortes død, blev smykket solgt til privateje. I 2024 fik Den Kongelige Samling mulighed for at erhverve smykket med henblik på at sikre det historiske smykke i en museal samling og åbne for en genoptagelse af anvendelse i Kongehuset.
En tradition føres videre
Med erhvervelsen af safirsmykket i 2024 blev det muligt at genoptage traditionen med at tilpasse smykket til en ny tid og en ændret smag, som netop har været safirsmykkets kendetegn i mere end 125 år.
Målet med dette arbejde har været at videreføre smykkets tradition med respekt for historien og samtidig bringe Dronning Alexandrines safirsmykke ind i det 21. århundrede.
Når smykket ikke er i brug af H.M. Dronningen, kan det opleves på Amalienborgmuseet.
Ofte stillede spørgsmål